Den amerikanske præsident, George W. Bush, har bevilget
500 mio. dollar - ca. fire mia. kr. til en række tiltag, der skal gøre flysikkerheden
bedre, skriver den britiske tv-station BBC.
Bush vil formentlig i dag offentliggøre planen, men allerede nu er sløret løftet for
dele af planen.
Sikkerheden skal bl.a. øges ved at sende flere bevæbnede, civilklædte betjente med
indenrigsflyene.

Den amerikanske præsident, George Bush, foreslår nu, at alle fly udstyres med
bevæbnede betjente.
Derudover vil han også gøre det sværere at trænge ind til
cockpittet ved at sikre dørene ind til piloterne bedre.
Men den amerikanske præsident modsætter sig et forslag om at give piloterne skydevåben.
Det har piloterne ellers selv foreslået som en måde at øge sikkerheden i cockpittet.
Folk svigter flyselskaber
Folks frygt over flysikkerheden efter terrorangrebet er en af årsagerne til tomme
passagersæder i de amerikanske fly.
Delta Airlines fyrer nu 13.000 ansatte. Dermed er antallet af stillinger, der skal skæres
væk i USA's seks førende luftfartsselskaber over 80.000.
Delta Airlines aflyser fra den 1. november 15 pct. af de planlagte flyvninger.
Ud over Delta har American Airlines, United Airlines, Northwest Airlines, US Airways og
Continental Airlines bebudet nedskæringer og fyringer.
Krisen i luftfarten har også ramt SAS. De oplyste i går, at mellem 800 og 1100 ansatte
enten skal fyres eller placeres andre steder i organisationen. Selskabet sælger 16 fly og
nedlægger fem ruter samt skærer ned på andre.
Kilde: DR/Reuters
|