Bush løfter sløret for den militære strategi i den
årelange krig. Taleban-regimet yderligere isoleret efter diplomatisk triumf for USA.
USA gør klar til at føre en årelang guerillakrig mod Osama bin Laden og hans
terrornetværk. Den militære strategi blev i går skitseret af George W. Bush under et
møde med politiske ledere i Det Hvide Hus, hvor præsidenten samtidig søgte støtte til
en intern kamp mod den økonomiske afmatning.
Efter mødet fastslog den demokratiske leder Dick Gephard, at krigens mål er klart.
»På en måde svarer vi igen på guerillakrig med guerillakrig. Men vi rammer den også
med økonomiske, politiske og diplomatiske våben.«
USA omgiver fortsat sine militære planer med dybeste hemmelighed, men forsvarsminister
Donald Rumsfeld bekræftede indirekte guerillastrategien, da han advarede sine landsmænd
mod at se frem til et storstilet angreb i stil med D-dag invasionen i Normandiet under
Anden Verdenskrig.
Det diplomatiske våben blev skærpet, efter at Saudi-Arabien har besluttet at afbryde
forbindelsen til Taleban-regimet, der beskytter terroristerne.
Beslutningen har efterladt Pakistan som eneste land med forbindelser til de stadigt mere
isolerede magthavere i Kabul, men da Pakistan samtidig har givet tilsagn om at støtte
krigen mod terrorisme, er den internationale alliance uden væsentlige huller.
I USA er der endog spirende forhåbninger om, at Iran for første gang siden shahens fald
i 1979 er villig til at gå i koalition med Vesten.
Den britiske udenrigsminister Jack Straw undersøgte tirsdag mulighederne under et besøg
i Teheran.
En EU-delegation vil trække i samme retning, når den når til Iran. Under møder i går
i Islamabad havde EU-delegationen den store tegnebog fremme i håb om at økonomisk
bistand vil styrke præsident Pervez Musharraf over for landets ekstremistiske grupper,
der støtter Taleban-regimet.
Kilde: JP/Reuters
|