Artikler på Nørre Djurs Web
Borgermøde om Gjerrilds fremtid

Borgermoede-i-Gjerrild-1.jpg (17871 bytes)

Der var måske ikke så mange mennesker (godt 30), men til gengæld var der en meget fin og inspirerende stemning, da borgerforeningen i Gjerrild afholdt møde på Gjerrild Kro mandag aften.
Læs mere om mødet hér:

Det er efterhånden blevet en slags tradition, at borgerne i Gjerrild med nogle års mellemrum bliver indkaldt til idémøde, og det var også dét, som var tanken med dette møde. På forhånd havde borgerforeningens formand, Arne Salling Jensen, indsamlet nogle stikord til mulige nye tiltag i den hyggelige landsby fra foreningens medlemmer, og dem havde han sendt til aftenens oplægsholder. Hun hedder Barbara Diklev, er i bestyrelsen for Landsforeningen af Landsbysamfund og er redaktør af denne forenings blad, Landsbynyt. Hun viste sig at være en både levende og engageret oplægsholder, og hun tog udgangspunkt i de ønsker, hun havde fået forelagt på forhånd. Der var en del ting på bordet, men det vigtigste var nok etablering af en klub for de 10-14 årige og et olle-kolle.

Borgermoede-i-Gjerrild-3.jpg (18539 bytes)

Ved at tilføre de forskellige emner sin egen holdning og sine mange erfaringer fra landsbyarbejdet lykkedes det virkelig at sætte mange tanker i gang hos de tilstedeværende, og da mødelederen, den lokale advokat Peter Zacher Sørensen, åbnede op for debatten, tog mange folk ivrigt del i den. Om klubben for de store havde Barbara Diklev flere skarpe synspunkter, der blandt andet gik på, at der skal være mange tilbud om at røre sig for de store børn. Hverken computer eller video burde være fremherskende, mente hun, selv om der selvfølgelig også skal være plads til det – engang imellem. Hun gav udtryk for stor irritation over den moderne tids megen skærmkiggeri, og hun var en kraftig fortaler for både børns og voksnes behov for at være sociale, enten gennem at bruge kroppen, med forskellige former for spil, og hvad man ellers kunne forestille sig.
Omkring at tilbringe sin alderdom sammen med andre ligestillede, mens man stadig har noget krudt i sig og er for frisk til plejehjemmet, havde hun også mange indfald. Ét af dem var, at olle-koller kunne etableres billigere, hvis man lavede beboelse i byzone, og det tilhørende friareal (f.eks. til at have husdyr på) blev lagt i landzone. Dette indfald afstedkom en længere snak om juridiske detaljer omkring dette spørgsmål, men lige som resten af de konkrete forslag, borgerne er kommet med, skal de nu i vinterens løb arbejdes igennem i en slags studiekreds. Den måde at gennemprøve sine nye idéer på i en landsby roste Barbara Diklev i høje toner, så nu er det op til borgerne i Gjerrild, hvilke nye tiltag der viser sig at være bæredygtige.

Borgermoede-i-Gjerrild-2.jpg (17612 bytes)

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 26-09-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001