Oprustning i blinde.
USA er i gang med en kolossal oprustning i Golfområdet. Oprustningen er af en
størrelse at man uvilkårligt spørger sig selv om det kun er Afghanistan som står for
skud ( undskyld ). Eller skal Irak igen bombes. Hvem vil man ramme, og er der et præcist
formuleret formål med en militær offensiv. Udover hævnmotivet.
Tror man virkelig på at man med tanks, F16 og B52 bombefly vil være istand til at fange
Bin Laden, eller forestiller man sig at man kan presse Taleban-styret til at udlevere Bin
Laden. Måske er det værd at huske på, at samme Bin Laden sandsynligvis råder over et
militærapparat af en kapacitet som overgår Afghanistans eget. Det er faktisk ikke
sandsynligt at Taleban styret overhovedet vil være istand til at tilbageholde Bin Laden,
selv om de ville. Alle disse forbehold må være velkendte og forudset af Pentagon og CIA.
Så nogen rationelle motiver til at invadere Afghanistan sidder man ikke med.
Gallupmålinger i USA viser at over 90% af befolkningen nu bakker op om deres præsident
og hans krav om gengældelse. Fra at have stået i skyggen af et tvivlsomt valgresultat og
faderen Bush-senior, ser det ud til at Bush-junior med sine bastante krav og Wild West
retorik har markeret sig som en handlingens mand og en såret nations samlingspunkt. Bush
vil have Bin Laden "dead or alive" . Offentligheden er endnu ikke blevet
præsenteret for det endelige bevis for at det virkelig er Bin Laden som står bag. Vi kan
have en begrundet mistanke, men vi ved det ikke sikkert. Det er derfor foruroligende at
iagttage hvordan samtlige statsoverhoveder i Europa betingelsesløst og ivrigt bakker op
bag den amerikanske præsident. Retssikkerheden eller princippet om "uskyldig til det
modsatte er bevist" ligger glemt og gemt i ruindyngerne fra World Trade Center
bygningerne.
Kravet om en synlig og kraftig militærreaktion på den grufulde udåd d. 11. september
må ride de mere betænksomme hjerner i den amerikanske administration som et mareridt. De
må spørge sig selv, hvordan en fanatisk terroristgruppe vil vælge at reagere på massiv
militær overlegenhed. De vil nok ikke vælge at grave skyttegrave og tappert kæmpe imod
invasionen. De er fanatiske, men ikke dumme. Og de ved nu, efter d. 11. september hvor det
gør mest ondt at ramme. Civilbefolkningen i de store europæiske byer er meget sårbare.
Et rædselscenario tegner sig; Nato der i al sin overlegne militære vælde udfolder sig i
Mellemøsten, imens tusindvis af civile i de vestlige lande dør af forgiftet drikkevand,
styrter til jorden i fly, brænder ihjel i højhuse osv. osv.
Det burde være mejslet ud i al sin gruopvækkende klarhed at vestens civilbefolkning ikke
udgør nogen hellig ko for terroristerne.
En militær magtdemonstration i Mellemøsten vil skabe endnu flere selvmordsterrorister.
Modviljen mod USA vil eskalere, flere terroraktioner vil udløses, USA/Nato vil øge
magtdemonstrationen. En ond cirkel uden perspektiv og uden ende.
Bush-adminstrationen er nu i gang med at lade sig trække rundt i manegen af en flok
voldspsykopater. Med en massiv militær offensiv, behøver disse voldsmænd ikke selv at
rekruttere nye fanatiske selvmordspiloter o.l. de vil komme af sig selv, og melde sig
under terrorens fane. Man kan aldrig vinde over terrorister som er parate til at ofre
deres eget liv, de vil altid have vilje til at gå et skridt længere end man selv vil.
USA's reaktion og krav om hævn og handling er forudset og helt efter terroristernes
drejebog.
At der findes en udbredt modvilje imod USA i den 3. Verden er et faktum. Måske delvist
uretfærdigt, men et faktum. Denne modvilje fjernes under ingen omstændigheder ved brug
af vold og militærmagt. Ethvert tryk vil skabe mere modvilje. En modvilje som vil rettes
imod den vestlige verden og medføre flere terroraktioner.
At verden vitterligt er i ubalance er endnu et faktum. At de vestlige besidder redskaberne
til at afbalancere denne ubalance er endnu et faktum. Den eneste vej ud af den afsindigt
højrisikable spænding vi befinder os i disse dage, vil være at den vestlige verden
erkender ubalancen og erkender nødvendigheden af at gøre brug af deres muligheder for at
fjerne og afbøde disse ubalancer .
Tragedien som udspillede sig for vores øjne den tirsdag d. 11. september var lammende. De
ting som venter os ifald svaret fra den vestlige verden kun kan være mere vold og
militær opmarchering vil være stigmatiserende
..
Uendelig retfærdighed har regeringen i Washington valgt at kalde deres militære
offensiv. Et sprogbrug og valg som i ubehagelig grad ligner noget vi ellers kun hører fra
fanatiske religiøse grupper, når der erklæres hellig krig osv. At anvende begrebet
retfærdighed i denne sammenhæng afslører en intellektuel primitivitet i Bush
regeringen. Ingen krig kan være uendelig retfærdig. Skulle en krig være retfærdig i
det uendelige måtte det betyde at familierne og pårørende til krigens ofre bifaldt
drabene på deres sønner og døtre. Uhyggeligt at Europas ledere incl. vores egen
statsminister helt ukritisk bakker op om denne retorik. Måske har angsten for at stå
udenfor grebet dem. USA's præsident har jo advaret os alle med ordene " de som ikke
er med os er imod os" underforstået en mulig fjende. Da Irans Khomeny sagde noget
lignende blev han kaldt diktator.
Da de to tvillinge-skyskrabere i New York sank i grus oplevede vi det som et angreb på
det vestlige demokrati. Udført af fanatiske terrorister vores efterfølgende angst
og trang til at beskytte os selv flytter nu nogen tærskler for hvad vi vil acceptere af
kontrol fra staten. Demokratiske borgerrettigheder tillader vi nu bliver tyndet ud
foreningsfriheden skal indskrænkes, danskere skal kunne udleveres til dødsstraf i
fremmede lande. De hemmelige efterretningstjenester skal have mere magt i det skjulte. Vi,
i det demokratiske vesten skal passe på at vi ikke selv i vores angst bliver den frie
verdens fjende nr.1.
Vi skal frygte fanatiske terrorister selvfølgelig men en vis bekymring for
de stive og mørke jakkesæt med spændte kæbemuskler vi ser lige bag præsidenten bør
osse vække bekymring.
|