Artikler på Nørre Djurs Web
Venstrepolitiker vil internere farlige muslimer

Inge Dahl-Sørensen, folketingsmedlem for Venstre, vil internere mellem 3000 og 4000 muslimer i Danmark, som kan udgøre en risiko efter terrorangrebet på USA.
I en pressemeddelelse skriver Inge Dahl-Sørensen, som er medlem af retsudvalget, at FN's flygtningekonvention åbner for internering af flygtninge i krigssituationer og under lignende alvorlige forhold.
"Eksperterne hævder, at af de 160.000 muslimer, der bor nu i Danmark, er det 3000-4000, som udgør en sikkerhedsrisiko i en krigssituation," skriver hun.
Over for Ritzau forklarer Inge Dahl-Sørensen, at hun taler på Venstres vegne. Inge Dahl-Sørensen ønsker interneringen iværksat, hvis Danmark udsættes for angreb, men ser også mulighed for internering, hvis Danmark deltager militært i USA's modtræk mod terrorismen.
Venstres politiske ordfører, Ulla Tørnæs, afviser entydigt og bastant sin partifælles forslag.
"Det er ikke Venstres politik, men vi udøver ikke censur i Venstres folketingsgruppe," siger Ulla Tørnæs til Ritzau.

Kilde: Ritzau

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Mads, redaktion 04, den 25-09-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001