USA har bedt Danmark om militær hjælp i kampen mod
terrorismen, skriver Jyllands-Posten tirsdag.
Ifølge avisens oplysninger har den amerikanske regering sendt en uformel henvendelse til
Danmark med en anmodning om at bidrage med panserværnsraketter i gengældelsesaktionen
efter terrorangrebet den 11. september.

Et C-5 Galaxy fly letter fra den amerikanske base i Moron, Spanien, med kurs mod
Usbekistan.
Flere af hinanden uafhængige kilder bekræfter, at
forsvarsminister Jan Trøjborg (S) mandag aften orienterede medlemmerne af
Udenrigspolitisk Nævn om den amerikanske forespørgsel.
Jyllands-Posten erfarer, at regeringen allerede har tilkendegivet, at USA kan regne med
danske panserværnsraketter, der bl.a. bruges til at bekæmpe kampvogne. Men regeringen
tager først endelig stilling, når den officielle henvendelse foreligger. Jan Trøjborg
ønsker hverken at be- eller afkræfte oplysningerne.
Men regeringspartneren De Radikale trækker nu sin støtte til USA's kamp tilbage. Ifølge
en rundringning som Radioavisen har foretaget blandt partiet folketingsmedlemmer og
amtsformænd, vil partiet ikke være med til at støtte USA med våben.
Formanden for udenrigsudvalget, Anne-Marie Bruun Vierø (R), mener ikke at danske våben
skal benyttes mod civile afghanere. Det er at besvare terror med terror, siger hun.
Heller ikke SF's formand, Holger K. Nielsen, vil støtte dansk militærhjælp til USA.
Kilde: CNN/JP
|