Artikler på Nørre Djurs Web
Kommentar om struktursnakken

Forleden dag skrev vi om de bestræbelser, de har sat sig for i Nørre Djurs Kommune, på at finde frem til en bedre måde at organisere ledelsen på på rådhuset, og vi offentliggjorde et notat til kommunalbestyrelsen fra den arbejdsgruppe, som har lavet et gennemarbejdet stykke papir med præcise beskrivelser af, hvad grundene er til nytænkningen, og hvad man forventer at opnå.

Borgmester Leif Sørensen læser tydeligvis Nørre Djurs NetNyt, for han har sendt os en lille, uddybende kommentar, der på en god måde supplerer dét, vi har skrevet, så det får endnu bedre mening. Sådan går vi og drømmer om på redaktionen, at vores nyhedsside vil udvikle sig mere og mere til en dialog med læserne. Borgmesteren viser vejen, så nu vil vi gerne snart se nogle af I andre politikere på banen med indlæg til Nørre Djurs Net – er der ikke snart valg? Hvad med at føre jeres valgkamp på Nørre Djurs Net? Indlæg modtages med glæde.

Tilbage til borgmesteren! - Leif Sørensen skriver følgende:

"Det er helt rigtigt, at vi i disse dage er i gang med at undersøge, om det er muligt at lave en ny organisationsstruktur i kommunen.
Det, den nuværende kommunalbestyrelse ønsker, er, at vi på det budget- og regnskabsmæssige område får nogle bedre redskaber, så vi undgår de tillægsbevillinger, som vi har været vidne til de sidste par år.
Ikke at vi politikere herved vil skyde ansvaret over på embedsfolkene, men at vi får en bedre forståelse for helheden.
Personligt tror jeg på, at en ledelse i dagligdagen bør indsnævres til få personer, og at vi mere skal koncentrere os om at formulere politiske mål frem for at sagsbehandle.
Når vi så måske bliver enige om en ny administrativ ledelsesstruktur, vil det være op til en ny kommunalbestyrelse at vurdere, om man skal revidere den politiske struktur."

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Redigeret af Rex, redaktion 11, den 20-09-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001