Artikler på Nørre Djurs Web
Ny klinik for afspænding

3-sp-afspaending-4-fv.jpg (45519 bytes)

I morgen fredag fra 16-19 er der åbent hus i en helt ny afspændingsklinik, som 4 kvindelige afspændingspædagoger starter op i Lillegade 21 i Grenå. To af dem, Helle Melin og Lena Nielsen, bor i Grenå, Bodil Andresen, har i snart mange år boet ved Nørager i Rougsø Kommune, mens Helle Stubbe Teglbjerg har hjemme på Horsballumvej mellem Emmelev og Veggerslev.
Læs mere hér!

Det er hende, som har fået idéen til det nye samarbejde, fordi hun har arbejdet i 10 år (siden hun blev færdiguddannet som afspændingspædagog), men altid alene. Hun vil også stadigvæk sideløbende arbejde videre med sine aftensskolehold i bl.a. fødselsforberedelse og som ansat i Nørre Djurs Kommune som afspændingspædagog for f.eks. børn med motoriske problemer.
Til Grenå Bladet fortæller Helle Stubbe:
"De 3 af årene har jeg arbejdet som selvstændig, og jeg har hele tiden vidst, at jeg ville starte op som selvstændig igen. Men det skulle være sammen med dygtige kolleger. Efter yderligere efteruddannelse i bindevævsmassage, kranio-sakral terapi og Rolf-metode – plus en masse praktisk erfaring – fandt jeg det ideelle sted og de rette folk at være sammen med."
2-sp-afspaending-4-fv.jpg (56985 bytes)
Og om sine håb for det fremtidige arbejde med klinikken siger hun endvidere:
"Mit håb er at behandle mere, og jeg håber på den led på et godt samarbejde med det etablerede behandlingssystem, de sociale forvaltninger i kommunerne plus selvfølgelig de privatpersoner, der henvender sig."
Og hvad er det så, man som kunde kan forvente sig i den nye afspændingsklinik? Jo, de fire damer har nok fælles baggrund med uddannelse i afspændingspædagogik eller psykomotorik, som det hedder med et fint ord, men de har derudover vidt forskellige områder, hvor de er eksperter. Derfor skulle det blive et godt sted for både folk med dårlige rygge, skulderlidelser og forskellige sportsskader, men ellers behøver jo ikke være decideret syg for at kunne have brug for en behandling for at få tilført kroppen ny energi. Hvem kunne ikke bruge det?
Til Grenå Bladet fortæller Helle Melin følgende om, hvad man kan bruge afspænding til:
"Mange tror, at afspændingspædagogik er noget med at lære at slappe af. Det er det også, men det er ligeså meget at styre de muskler, der er for svage, og at blive opmærksom på, hvor man har sine ressourcer i kroppen. Det handler om at skabe balance, at lindre muskelsmerter og at forebygge. Det gøres gennem den afspændingspædagogiske behandling og ved, at den enkelte får nogle redskaber og en indsigt i selv at kunne arbejde videre – det er en hjælp til selvhjælp."
Og Lena Nielsen fortsætter:
"Ordet psykomotorik er det internationale ord for afspændingspædagogik. De fleste kender sikkert til – i en periode – at skulle lave mere, end man føler, man kan klare og så får spændinger i ryg, nakke og/eller skuldre. Disse spændinger kan masseres væk, men vil komme igen, hvis man ikke bliver opmærksom på, hvad grunden til spændingerne er. En behandling er dog altid individuel.
Impuls_8farver_hvid_bg.gif (4920 bytes)

Vi tager udgangspunkt i kroppen og arbejder med stor respekt for den enkeltes grænser, så man kan også "bare" få løsnet op i en skulder eller gøre noget godt for sig selv."
Her på redaktionen, hvor vi jo sidder ved computeren dagligt, snakker vi allerede om at lave en firmatur til den nye "afspændingsbutik"!

Kilde: Grenå Bladet

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Redigeret af Rex, redaktion 11, den 20-09-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001