Forskere ved IBM har udviklet et computerkredsløb, der
kun består af et enkelt molekyle. Opdagelsen vil med tiden føre til endnu mindre og
hurtigere computere.
IBM oplyste søndag, at man har udviklet et logisk kredsløb bestående af elektroniske
komponenter, som foretager beregninger. Kredsløbet er baseret på en tynd, cylindrisk
struktur lavet af kulatomer, ti atomer bred og edermed 100.000 gange tyndere end
menneskets hår.
De såkaldte kulnanorør ventes helt at afløse silicium som det foretrukne materiale til
at lave computerchip, når chipproducenterne når grænsen for, hvor små processorerne
kan laves. Den grænse ventes nået senest om 15 år, måske allerede om ti år.
Phaedon Avouris, der leder forskningen i nanorør hos IBM, siger til Reuters, at det endnu
er for tidligt at sige, om nanorørene er lige så godt et materiale at bruge i chips som
silicium hvad angår hastighed.
Det er tidligere lykkedes at omforme nanorør til transistorer, men den nye teknologi kan
altså også anvendes i mikroskopiske lukkede kredsløb.
IBM forventer om et par år at have udviklet metoder til, hvordan nanorørene kan bruges i
chipproduktionen.
Kilde: CNN_Science
|