Artikler på Nørre Djurs Web
Senat: E-mail-overvågning er OK

Det amerikanske senat valgte sent torsdag dansk tid at overhøre protester og advarsler fra adskillige borgerrettighedsgrupper, da politikerne tillod FBI øget brug af e-mail overvågnings-softwaren Carnivore i forbindelse med terror.
Selvom det endnu ikke er blevet bevist, at bagmændene bag terrorangrebet på World Trade Center og Pentagon brugte højteknologisk kommunikation, vedtog senatet at udvide grænserne for myndighedernes brug af Carnivore.

Bekymring over Carnivore
Softwaren er udviklet af FBI selv og blev i al stilhed taget i brug i starten af 2000. Programmet bliver installeret på servere hos internetudbydere, så forbundspolitiet har mulighed for at læse mails til og fra mistænktes e-mail konti samt finde frem til, hvilken IP-adresse mails kommer fra. Derudover kan Carnivore (på dansk: kødæder. Red.) også overvåge websider og chat-samtaler.
Hovedanken fra borgerrettighedsgrupper på nettet såsom Center for Democracy and Technology (CDT) and Electronic Frontier Foundation (EFF) er gået på, at en række frihedsrettigheder bliver krænket uden tilstrækkelig garanti for, at overvågningen står mål med den konkrete mistanke og forbrydelsens art. Dertil kommer, at en masse mennesker omkring en mistænkt - familie, venner og forretningsforbindelser - får krænket deres privatliv ved scanningen.
Flere internetudbydere var skeptiske over for brugen af Carnivore, fordi softwaren ifølge dem scanner al for megen trafik. I protest lagde et firma, Network Ice, en efterligning af Carnivore - kaldet Altivore - på nettet, så enhver kunne forvisse sig om, hvad FBI-programmet er i stand til. Fra politisk hold iværksatte den daværende justitsminister, demokraten Janet Reno en undersøgelse af Carnivore, som blev udført af uafhængige eksperter på to Chicago-universiteter.

Forskere frikendte program
I november 2000 konkluderede forskerne, at Carnivore ikke krænkede de mistænktes borgerrettigheder, såfremt programmet blev brugt ordentligt.
"Generelt indsamler programmet ikke mere, end det må," sagde formanden for ekspertpanelet, Henry Perritt fra Chicago-universitetet Kent College of Law.
Eksperterne anbefalede imidlertid bedre retningslinier for, hvad FBI-agenterne måtte indstille programmet til, og hvordan det skal gøres. Simple fejl kunne nemlig betyde, at mere trafik blev scannet.

Borgerretsgrupper: Terrorister vinder sejr
Undersøgelsen har ikke mildnet kritikken fra borgerrettigheds-grupperne. De peger på, at systemet bliver styret af mennesker, og derfor kan indstilles på måder, der forbryder sig mod retningslinierne - uanset hvor gode de er.
Center for Democracy and Technology (CDT) understregede i en udtalelse efter Senats-vedtagelsen, at ingen beviser pegede på, at terrorister brugte e-mail, web og højteknologisk kommunikation i planlægningen af terrorangrebet. Organisationen mener, at "åbne kommunikationsnetværk er en positiv kraft i kampen mod vold og intolerance".
Derfor opfordrede den præsident Bush og politikerne til at tænke sig grundigt om, inden de indskrænker de civile rettigheder:
"Hvis vi opgiver de forfatningsmæssige friheder, som vores demokrati baserer sig på, først da vil terrorister have vundet," sluttede CDT.

Kilde: Computerworld

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Redigeret af Mads, redaktion 04, den 18-09-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001