Artikler på Nørre Djurs Web
Ny struktur på vej i Nørre Djurs

Hvad det i sidste ende kommer til at indebære, er det endnu for tidligt at spå om, men at der kommer til at ske ændringer af ledelsesstrukturen i vores kommune, er vist hævet over enhver tvivl. I alt fald er den øverste ledelse på kommunekontoret trukket i arbejdstøjet for sammen med et konsulentteam at gennemgå mulighederne for en fornuftigere ledelsesform.
Læs mere hér:

Snakken om en ny struktur har baggrund i forskellige forhold. Som borgmesteren sagde det på det seneste kommunal-bestyrelsesmøde, "Vore chefer er ved at blive noget grå i toppen", og som konsekvens heraf bliver det nødvendigt med et generationsskifte på chefplan inden for de næste få år. Vi kunne allerede i sidste uge fortælle, at Orla Haastrup fra Socialforvaltningen meget snart går af, og da også de velkendte galopperende socialudgifter er til stor gene i det daglige arbejde, vil man også undersøge, om ændringer af beslutningsprocesserne kan gøre den øverste ledelse mere handlekraftig.
Blandt de erklærede mål for struktursnakken kan nævnes, at topcheferne skal koncentrere sig om ledelsesfunktionerne fremfor egentlig sagsbehandling, og at de skal være sparringspartnere for både politikere, forvaltninger og institutionsledere. Det kan komme på tale at flytte visse sager fra socialforvaltning over til børne- og kulturforvaltningen, ja, det kan sågar blive aktuelt at lægge de to afdelinger sammen.

komm-skr.jpg (15757 bytes)

På kommunalbestyrelsens møde i sidste uge roste oppositionens leder, Venstre-manden Jens Peter Jellesen, i høje toner det notat, som en arbejdsgruppe har udfærdiget som grundlag for det videre arbejde.
Sammen med borgmester Leif Sørensen skal han udgøre en referencegruppe, som skal "fodre" de tilkaldte konsulenter fra Kommunernes Landsforenings Konsulentvirksomhed med facts om, hvordan den nuværende struktur fungerer. Herefter vil de tilkaldte eksperter senest d. 19. oktober komme med en færdig rapport om mulige løsningsmodeller.
Det omtalte notat kan du læse i sin fulde ordlyd hér:
http://nr-djurs.net/red11/artikler/2001/09-12/007.html

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Redigeret af Rex, redaktion 11, den 18-09-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001