Den belgiske regering, der har formandskabet i EU i dette
halvår, vil forsøge at samle de europæiske stats- og regeringschefer til et
ekstraordinært topmøde om terrorisme fredag klokken 19.
Fredag er der i forvejen aftalt møde for de 12 eurolandes finansministre i den belgiske
by Liege efterfulgt lørdag af et uformelt møde for økonomi- og finansministrene fra
alle 15 EU-lande.
- Vi overvejer sagen, lad os sige det sådan, siger talsmanden for Belgiens faste
EU-repræsentation i Bruxelles, Serge Dickschen, der oplyser, at Belgiens premierminister,
Guy Verhofstadt, "er ganske positivt indstillet over for ideen".
Det er dog fortsat uafklaret, om de europæiske stats- og regeringschefer kan mødes
fredag aften eller om topmødet vil blive lagt på et senere tidspunkt. Dette vil i så
fald antagelig blive søndag efter lørdagens uformelle møde for EUs finansministre
Kilde: Ritzau
|