Alemán-regeringen ramt af politisk boomerang
Sidste uges 'løsning' af kaffearbejdernes problemer holdt ikke vand. I stedet for at tage
trykket af krisen så har den nu fået tusinder af arbejdere til at oversvømme Matagalpas
gader. Men målet er igen Managua, hvor løsningen på problemerne tilsyneladende findes.
Masser af mad - som kaffearbejderne har ikke råd til !
Den kovending, som den nicaraguanske regering i sidste uge
fortog i kaffekrisen, viser sig nu at være en kolossal politisk boomerang. For mens
aftalen fik godt 700 arbejdere til at vende hjem til haciendaerne i nord og dermed
fjernede krisen fra forsiderne af landets aviser, så bragte den ingen løsning for de
tusinder, som blev i flygtningelejrene i nord, eller som under kummerlige forhold hidtil
har overlevet på de halvtomme haciendas.
Pressens manglende bevågenhed og befolkningens generelle opfattelse af, at problemet nu
var blevet løst, fik fra sidste weekend omfanget af nødhjælp til lejrene til at tage
af, og det har nu skabt en menneskelig lavine, som truer med at lede til alvorlige
problemer i provinshovedstaden Matagalpa.
"Lige nu er der omkring 3000 arbejdere i gaderne her i Matagalpa. De fleste er kommet
de sidste par dage, og de meldinger vi får ude fra lejrene viser, at flere er på
vej", oplyser Eddy López fra den kommunale Nødkomite. "Lejrene er ganske
enkelt ved at blive tømt, og nu har vi kaffearbejderne siddende i lange rækker foran
bankerne, i parkerne og sågar på den kommunale fodboldbane. Situationen er bekymrende,
fordi de ikke har adgang til toiletter og bad, så hvis der ikke snart findes en løsning,
må vi forvente, at der kan opstå sundhedsmæssige problemer".
Nøglen er i Managua
Både på kommunekontoret og i grupperne af flygtninge i gaderne er der stor enighed om,
at nøglen til problemets løsning befinder sig hos præsident Arnoldo Alemán i Managua.
Problemet stikker simpelthen så dybt, at kommunen ganske vist godt kan tilbyde nogle af
de ramte midlertidigt arbejde, mens hvis der skal findes en mere holdbar løsning, så
kræver det et regeringsindgreb, omlægning af produktionen og en solid støtte til
kaffesektoren som helhed.
Pressen dækning er mindsket, men behovet for hjælp er fortsat stort.
Arbejderne har derfor heller ikke tænkt sig at sidde og
blomstre ret længe foran bankerne i Matagalpa. Hvis der ikke kommer et svar fra
regeringen inden fredag i denne uge, så begiver de 3000 sig ganske enkelt på vej til
Managua, hvor erfaringen viser, at regeringens lydhørhed er større.
Mulighederne for at tigge sig til mad er større i Matagalpa.
Dermed ser Alemán ud til at have skudt sig selv godt og
grundigt i foden og på ingen måde levet op til det råd, som socialminister Jamileth
Bonilla selv gav hovedstandens befolkning: "Hjælp ikke flygtningene, det vil blot
få flere til at komme". For selv om sidste uges lappeløsning er blevet kritiseret,
så mener mange arbejdere, at den trods alt er bedre end ingenting.
Kompleksitet vokser
Arbejdernes krav er i store træk uforandrede: mad, jord og arbejde. Men enigheden om
hvilken slags arbejde, man vil have, er nu større i gruppen af flygtninge. Enkelte mener
fortsat, at der skal gives støtte til kaffeproducenterne, så de atter har råd til at
hyre arbejderne: "Det er det, vi kender til. Vi er ikke bønder, men arbejdere. Vi
ved, hvordan man skal arbejde med kaffen, og det er det, vi vil lave", siger Ricardo
López Montenegro.
Carmen Morales Meza er uenig. Hun har nu været i gruppen af flygtninge i to måneder,
mens hendes syv døtre prøver at få tingene til at hænge sammen tilbage på haciendaen.
Hun håber på, at det ikke bliver nødvendigt at vende tilbage til kaffemarkerne:
"Hvorfor skulle vi det? Vi får en elendig løn og bliver udnyttet. Lige så snart
der er problemer, bliver vi bare fyret igen. Hvis vi derfor kunne få vores egen jord,
ville det hjælpe meget. I perioder uden arbejde ville vi kunne leve af det, vi dyrker.
Som det er nu, så er vi uden alternativer, når vi bliver fyret. Det er pinligt at gå
her på gaden og bede om mad, men hvad skal vi gøre? Vi kunne stjæle maden, men så
foretrækker vi trods alt at tigge os til den".
Så det der for nogle uger siden virkede som en brugbar løsning, er derfor nu mere
tvivlsomt. Selv om regeringen skulle give efter for civilsamfundets organisationer og
støtte producenterne direkte, så er det nemlig ikke sikkert, at arbejderne vil stille
sig tilfredse. De mange dage og nætter i vejkanten har tilsyneladende åbnet deres øjne
for andre muligheder, som det imidlertid kan vise sig vanskeligt for regeringen at
imødekomme. Alle de negative spådomme om hvilke konsekvenser, det ville få at sætte
kaffearbejderne til at feje gader til dobbelt løn, er nu ved at gå i opfyldelse.
Kaffeproduktionen i fare
På længere sigt kan arbejdernes manglende lyst til at vende tilbage til kaffemarkerne
vise sig at blive katastrofal. Årets kaffehøst sætter snart ind, og der forudses
allerede nu store tab på grund af den manglende vedligeholdelse af markerne. Skulle den
meget arbejdskraftintensive høst komme til at mangle folk, vil det være et voldsomt slag
for nicaraguansk kaffeproduktion.
Alarmklokkerne ringer derfor dagligt i Nicaragua i disse dage. Endnu har ingen vovet at
skrive nekrologen over landets kaffeproduktion, men det står smerteligt klart, at
situationen er kritisk. Øget international konkurrence har med al tydelighed vist, at det
i øjeblikket ikke er rentabelt at dyrke kaffe i landet, og de to mest oplagte løsninger
er vanskelige, omend ikke umulige.
Kaffearbejderne har slået sig ned foran bankerne.
For det første kan rentabiliteten genoprettes ved at sænke
produktionsomkostningerne. Det kan blandt andet ske gennem en teknologisk modernisering af
produktionen, men også ved at glemme alt om gourmetkaffe og i stedet for satse på
billigere sorter. Men konkurrencen på prisen er hård, blandt andet fra Thailand. Et
alternativ er at konkurrere på kvaliteten, det vil sige netop at satse på gourmetkaffen.
Den mellemamerikanske kaffe har ry for at være af høj kvalitet, og den franske
kaffeekspert Jean-Jacques Perriot mener, at den nicaraguanske kaffe uden problemer ville
kunne sælges til det dobbelte af den nuværende pris, hvis man blot markedsførte den
korrekt. Desværre er gourmetkaffens andel af verdensmarkedet fortsat lille.
Og mens eksperterne diskuterer kaffeproduktionens fremtid, og politikerne endnu engang
forholder sig afventede, så vokser køerne af sultne foran bankerne i Matagalpa.
Virkelighedens groteske realiteter har anbragt dem på et absurd gadehjørne med udsigt
til både bank og købmand - til de penge de ikke har, og den mad de ikke kan købe.
Kilde: MFS/Mads
|