Artikler på Nørre Djurs Web
Mellemfolkeligt Samvirke maner til besindelse

Fredens-udfordring.jpg (17222 bytes)
- Ingen udfordring har været for stor for dette folk. Verden beder nu til at amerikanerne nu vil kende og tage den største af dem op -

For tre dage siden var verden vidne til de værste terrorhandlinger i menneskehedens historie. Siden da er vore tanker gået til ofrenes pårørende og den betydning den 11. september 2001 vil få for fremtidige generationer.
MS fordømmer al terrorisme. Vold og terror kan under ingen omstændigheder forsvares som politisk redskab. Derfor skylder vi hinanden at bekæmpe terrorismens væsen med demokratiske spilleregler og at besvare frygten med et stærkere fællesskab. En del af dette fællesskab er at yde det amerikanske folk fuld solidaritet i denne stund.
MS opfordrer derfor de grupper i Danmark, der i disse dage åbenlyst fejrer tragedien i USA, til at lade menneskelighed og fællesskab vinde over hadet.

Faelles-verden.jpg (15697 bytes)
Modsat tendensen i flere dagblade og ikke mindst TV2, opfordrer bladet Mellemfolkeligt Samvirke til besindelse og ansvarfølelse for den samlede verdens indbyggere.

MS opfordrer samtidig alle danskere til ikke at lade disse små grupper ødelægge billedet af en samlet indvandrergruppe i Danmark, der er lige så berørt af tragedien som resten af befolkningen. Allerede i forgårs tog de seks største palæstinensiske organisationer afstand fra terrorhandlingerne i en fælles pressemeddelelse, og det samme gjorde en stor islamisk gruppe af organisationer. Ikke desto mindre er MS bekendt med, at danske borgere med etnisk minoritetsbaggrund i disse dage bliver smidt ud af taxaer, moppet på arbejdet og børn chikaneres i skolen med henvisning til de tragiske hændelser i USA.
Hvis vi lader fjendtlig adfærd mellem danskere blive reaktionen på tirsdagens hændelser, har vi tabt det slag, som mørke kræfter indledte i tirsdags.

Kilde: MFS/Mads

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Mads, redaktion 04, den 14-09-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001