Internettets værdi vil ændre sig drastisk i
efterdønningerne af gårsdagens angreb på World Trade Center i New York.
Det mener en række analytikere og kommentatorer, der oven på terror-angrebet vurderer,
at såvel myndigheder som borgere fremover i langt højere grad vil anvende IT og internet
til at skaffe sig oplysninger.
De peger på, at angrebet for alvor bragte internettets og IT-teknologiens værdier som
nyhedsformidlende og oplysende organer frem i lyset, og det vil blive udnyttet på sigt.
Mens telefon-linier kollapsede på grund af overbelastning i adskillige timer efter
angrebet, var internettet i det store og hele oppe at køre igen efter en enkelt time.
Målinger fra analyseselskabet Matrix.net - der blandt andet måler netadgang - viser, at
adgangen til internettet stort set var normal blot en time efter angrebet. Matrix.net
meddeler da også, at internettet klarede "denne meget alvorlige test på sit helt
specielle adgangs-koncept meget flot."
Nyhedsites hårdt ramt
Der var dog enkelte undtagelser. Verdens enorme behov for omgående nyheder gik især
hårdt ud over CNN's nyhedssite, der i timerne efter angrebet var verdens måske mest
besøgte website.
Sitet kunne da heller ikke kapere de mange besøgende, og CNN droppede omgående samtlige
links og al grafik på sitet og udvidede båndbredden, hvilket hjalp på adgangen. CNN's
site var dog først fuldt funktionsdygtigt under normale forhold op mod fem timer efter
angrebet.
Også FBI's hjemmeside var under hård belastning. I timen efter angrebet kom svartiden
på sitet op på 179 sekunder mod blot fem sekunder normalt.
Øget overvågning
Angrebet på World Trade Center kan imidlertid også få andre følger for brugen af IT og
internet.
Analytikere vurderer, at de amerikanske myndigheder i reflektionen efter angrebet i høj
grad vil begynde at fokusere på de overvågningsmuligheder, som IT-teknologi giver.
Blandt andet er det ikke usandsynligt, at de amerikanske myndigheder udvider
overvågningen af andre lande og organisationer gennem netværk som for eksempel Echelon,
hedder det.
Blandt andet peger net-avisen CNet på, at angrebet kan skabe øget fokus på den
teknologi, som de amerikanske myndigheder er udstyret med.
Blandt andet er de amerikanske ambassader udstyret med mangelfuld teknologi, der -
såfremt den havde været bedre - sandsynligvis ville have været i stand til at hindre
terrorister adgang til USA, skriver avisen.
Af 228 amerikanske ambassader har blot 110 et system, der automatisk tjekker
visa-ansøgere med et centralt amerikansk register. Resten bruger enten magnet-bånd,
cd-rom filer eller gamle mikrofilm, der angiveligt er så besværlige at bruge, at mange
ambassader helt undlader det.
Det kan i værste tilfælde få ambassaderne til at udstede visa til potentielle
terrorister med blakkede straffe-attester, hedder det.
Kilde: Computerworld
|