Artikler på Nørre Djurs Web
Borgmester: 3700 savnes i New York

Tabstallet fra tirsdagens terrorangreb på World Trade Center i New York kommer op på 3700 personer, oplyste borgmester Rudy Giuliani torsdag.
Redningsfolk i byen har foreløbig fundet 65 kropsdele i ruinerne af World Trade Center, og byen har bestilt 6000 ekstra ligposer. 300 brandfolk og 60 politibetjente savnes stadig.

Sammenstyrtningsfare.jpg (17231 bytes)
Arbejdet ved World Trade Center besværliggøres af faren for yderligere sammenstyrtninger fra 12 nærliggende bygninger.

Tiden løber ud for de ca. 1500 redningsarbejdere på Manhattan, der håber at finde overlevende i ruinerne af World Trade Center.
Arbejdet ved World Trade Center besværliggøres af faren for yderligere sammenstyrtninger fra 12 nærliggende bygninger. I øjeblikket ledes der efter overlevende i udkanten af sammenstyrtningsstedet. Andre redningsfolk har dog en langt mere uhyggelig opgave med at samle ligdele ind i plasticspande. Om disse nogensinde identificeres er langt fra sikkert.
Det er snart to døgn siden katastrofen indtraf, og der kan gå uger, før man når til bunds i det 22 meter høje bjerg af murbrokker. Eksperter vurderer, at eventuelle overlevende kan klare sig et par dage endnu. I Pentagon menes der ikke at være håb om at finde flere overlevende.
Der var i formiddag stadig ikke noget klart billede af, om danske statsborgere er blevet ofre for terrorangrebet på New York. I Udenrigsministeriet arbejder man på højtryk på at få klarlagt situationen, men der er løbende kommet nye efterlysninger til fra danskere, der ikke har hørt fra landsmænd i USA.
Ministeriet offentliggjorde onsdag, at mellem 70 og 80 danskere efterlyses, fordi pårørende er blevet urolige over ikke at have hørt fra dem.
Det britiske udenrigsministerium oplyste torsdag morgen, at op mod 100 britiske statsborgere er omkommet i World Trade Center. Ifølge det australske udenrigsministerium savnes 90 statsborgere herfra. 20 nordmænd har ikke givet livstegn fra sig.
De amerikanske myndigheder begyndte sent onsdag at nedjustere de formodede tabstal. Det anslås nu, at et par tusinde i hvert tårn i World Trade Center ikke nåede at komme ud. Natten til torsdag havde bjærgningsmandskab fundet 82 lig. 259 brand- og politifolk savnes fortsat.
261 mennesker var om bord på de fire fly, der styrtede ned. I Pentagon mistede op mod 150 ansatte livet, da et fly styrtede ned i den militære afdeling. Yderligere syv er døde af deres kvæstelser på hospitaler i New York og Washington.

Kilde: CNN

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Redigeret af Mads, redaktion 04, den 13-09-01
Copyright Nørre Djurs Web 2001