Det er efterhånden blevet en tradition, at Dagbladet
Djursland/Randers Amtsavis i samarbejde med omkring 30 andre aviser over hele landet hvert
år udskriver en konkurrence om at lave en 4 siders avis, som eleverne helt selv skal
skrive og producere. I år sker det under overskriften "Undr, ytr, ændr om
demokrati", og det er meningen, at aviserne skal indeholde undersøgelser af både
lokale og nationale problematikker omkring demokratibegrebet. Der bliver nok at tage fat
på, eftersom der både er kommunalvalg og folketingsvalg lige på trapperne.
Foreløbig har 36 klasser fra 16 skoler her fra området meldt sig til, blandt dem Ørum
Skole og Djurslands Efterskole i Fjellerup, og man kan lige akkurat nå at være med, da
sidste tilmelding er tirsdag d. 12. september. Der plejer at være stor entusiasme hos
eleverne, men udover det spændende i projektet er der også præmier at vinde, og herom
fortæller Dagbladet Djursland:
"Som tidligere år kåres der først en lokal vinder i de to aldersgrupper, som
konkurrencen er inddelt i: 6-7 klasse og 8-10 klasse. Den lokale vinderavis deltager
derefter i en landsfinale med vinderne fra de 33 øvrige dagblade. Randers Amtsavis og
Dagbladet Djursland præmierer desuden de tre bedste aviser i hver aldersgruppe.
Vinderklassen modtager en check på 2000 kr til klassekassen, den næstbedste avis
præmieres med en check på 1000 kr, mens tredjepladsen belønnes med en check på 500 kr.
I landsfinalen konkurreres der om en førstepræmie på 25.000 kr til en fælles lejrskole
for klassen.
De lokale vindere deltager desuden i en særlig konkurrence mellem de lokale vindere fra
Randers Amtsavis/Dagbladet Djursland og Aarhus Stiftstidende, hvor der kåres en østjysk
mester på tværs af aldersgrupperne.
Klasserne tilmelder sig konkurrencen gennem skolebibliotekaren, der skal sende
tilmeldingen til:
Randers Amtsavis,
att.: redaktionschef Per Schultz-Knudsen,
Nørregade 7
8900 Randers".
Kilde: Dagbladet Djursland
|