Slutdokumentet ved FN's racisme-konference i Durban
hænger atter i en tynd tråd umiddelbart inden konferencens afslutning fredag. EU
advarede fredag formiddag mod at genoptage drøftelserne om ordlyden i en erklæring om
Mellemøsten, efter at de arabiske lande har afvist de sydafrikanske værters
kompromis-forslag.
Racisme-konferencen har været overskygget af Mellemøst-problematikken, som var årsag
til, at USA og Israel forlod konferencen. Kompromis-erklæringen, hvis ordlyd EU torsdag
accepterede, bakker op om palæstinensernes ret til et eget hjemland, men indeholder ikke
længere stemplingen af Israel som racistisk stat.
"Vi er bekymrede for de lidelser, den fremmede okkupering påfører det
palæstinensiske folk, og kræver en retfærdig og omfattende fred i regionen,"
hedder det bl.a. i erklæringen, som de arabiske lande ikke mener er vidtrækkende nok.
Kræver ændringer
Pakistans FN-ambassadør, Munir Akram, der leder de islamiske landes gruppe på
konferencen, går efter ændringer i teksten. "Vores forslag er meget moderate og
skal blot understrege palæstinensernes legitime rettigheder," siger han til Reuters.
Men EU mener, nu er det nok.
"Det ville være ekstremt farligt at genåbne drøftelserne. Vi har klokkeklar givet
udtryk for vores holdning om Mellemøsten, og dermed er der sat punktum for vores
vedkommende," siger EU-talsmanden Koen Vervaeke til Reuters.
Vervaeke tilføjer, at der er sket fremskridt i drøftelserne om en erklæring, der
fordømmer slaveri, men at en aftale stadig ikke er på plads. FN's generalsekretær, Kofi
Annan, tror stadig på, at FN-konferencen fredag kan afsluttes med én sluterklæring.
Kilde: CNN
|