Artikler på Nørre Djurs Web
NATO-møde på Grønland med raketskjold på dagsordenen

Grønland bliver i de kommende dage ramme om både politiske og militære drøftelser med USA's raketskjold på dagsordenen.

Thule-basen, som USA ønsker at bruge som et led i det planlagte raketskjolds varslingssystem, får besøg af en delegation af ingeniører fra det amerikanske forsvarsministeriums missilforsvarsprogram. Målet er ifølge amerikanske diplomater at lave en teknisk vurdering af, hvad der skal gøres, hvis basen skal blive en del af raketskjoldet.

Sideløbende hermed mødes diplomater fra de 19 NATO-lande andetsteds på Grønland. Der er tale om et uformelt årligt møde, hvor dagsordenen denne gang kommer til at dreje sig om USA's missilskjoldsplaner, EU's selvstændige militærprojekt, og NATO's eventuelle udvidelse mod øst. Det siger den amerikanske NATO-diplomat Andrew Goodman.

"Vi skal have en diskussion om missilforsvar, som selvfølgelig er relevant for Thule, men vi kommer ikke på den ene eller anden måde til at diskutere selve Thule-basen," siger Goodman.

Kilde: ritzau

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 06-09-01
Copyright Nørre Djurs Web 2000