Artikler på Nørre Djurs Web
EU vil samle FN's racismekonference med kompromistekst

Deltagerne ved FN's racismekonference i Durban i Sydafrika har brugt mandag nat til at forsøge at skabe enighed om et nyt slutdokument, efter at både den israelske og amerikanske delegation udvandrede fra konferencen. Det skete i protest mod gentagne anklager fra flere lande, om at Israel begår overgreb på den palæstinensiske befolkning.

USA's delegation blev af udenrigsminister Colin Powell bedt om at forlade konferencen, da det ikke var lykkedes at få fjernet de "hadefulde" anti-israelske udtalelser fra mødedokumenterne.
USA's beslutning er ifølge BBC blevet mødt med anklager fra menneskerettighedsgrupper og værtslandet Sydafrika, der mener, at stormagten forlader konferencen uden at have forholdt sig til racismen.

Europæisk kompromis
En række europæiske lande samt Canada, der er enige i den amerikanske holdning, har i løbet af natten forsøgt at få et helt nyt udkast til en udtalelse om konflikten i Mellemøsten som udgangspunkt for debatten. Sydafrika har som værtsland forsøgt at få konferencen ud af dødvandet og stod bag nedsættelsen af arbejdsgruppen.
Den belgiske udenrigsminister, Louis Michel, hvis regering i øjeblikket har EU-formandsskabet, sagde på et pressemøde mandag aften, at alle 15 EU-lande er enige om at tage udgangspunkt i en ny tekst.
En talsmand for EU-landene sagde ifølge BBC, at der fortsat er fire dage til at konferencen slutter, og at det ikke er sikkert, at man når at blive enige om en tekst i løbet af tirsdagen.
Ifølge EU-talsmanden vil arbejdsgruppen forsøge at tage udgangspunkt i en norsk kompromistekst, der tidligere er blevet afvist af de arabiske lande, der har krævet, at Israel bliver fordømt for sin behandling af palæstinenserne.

Tysk undskyldning vækker opsigt
Ved konferencen i Durban har det desuden vakt opsigt, at den tyske udenrigsminister, Joschka Fischer, på sit lands vegne har bedt om tilgivelse for fortidens slaveri og koloni-undertrykkelse. Det er officielt EU-landenes politik at fordømme slaveri i dag og beklage fortidens slaveri, dog uden direkte at undskylde det.

"Storbritannien vil ikke undskylde for at have deltaget i slavehandlen på tværs af Atlanten. Der er ikke mening i, at regeringer i dag tager ansvar for, hvad regeringer foretog sig for så længe siden," understregede en talsmand for den britiske premierminister, Tony Blair, efter at Fischer i weekenden havde undskyldt på Tysklands vegne.
Tidligere store kolonimagter som Spanien, Portugal og Holland menes ligesom briterne at frygte krav om erstatninger fra afrikanske lande.

Kilde: CNN

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Mads, redaktion 04, den 04-09-01
Copyright Nørre Djurs Web 2000