Artikler på Nørre Djurs Web
Nyt håb for snarligt møde mellem Peres og Arafat


Efter at der torsdag blev indgået en israelsk-palæstinensisk våbenhvile omkring Vestbred-byen Beit Jala, som de israelske styrker efterfølgende rømmede, er der nu håb om, at selvstyrets præsident, Yasser Arafat, og den israelske udenrigsminister, Shimon Peres, vil mødes i næste uge.

Arafat-og-Peres.jpg (18789 bytes)
Arafat og Peres vil drøfte, hvordan volden

i selvstyre-områderne skal mindskes.

En ledende diplomatisk, israelsk kilde siger til The Jerusalem Post, at våbenhvilen var nødvendig for, at mødet overhovedet kan komme på tale. Samtidig fastslår kilden dog, at mødet stadig ikke er helt på plads, og at det israelske udenrigsministerium helst så, at det blev holdt i Mellemøsten og ikke som planlagt i Berlin. Det var den tyske udenrigsminister Joschka Fischer, der for to uger siden under et besøg hos Arafat i Ramallah fik sat mødet på skinner.

Skepsis om våbenhvile
Ifølge den israelske diplomatkilde satser Peres på, at han skal holde en hel række møder med Arafat for at få en mere omfattende våbenhvile på plads, som skal sætte en stopper for volden i selvstyre-områderne og resultere i en ophævelse af de israelske restriktioner over for palæstinenserne samt de israelske styrkers tilbagetrækning til stillingerne fra før opstandens begyndelse for næsten et år siden.

Israel har dog neddæmpet forventingerne til mødet, som både EU og USA anser som et af de sidste håb for at få blodudgydelserne stoppet. En talsmand for premierminister Ariel Sharon understreger over for The Jerusalem Post, at Sharons mandat til Peres om at forhandle en våbenhvile på plads stadig gælder, men at regeringschefen er skeptisk.
Peres og Arafat har været i hyppig telefonkontakt de seneste dage, bl.a. for at få situationen i Beit Jala nær Jerusalem under kontrol. De to fik sammen med den senere dræbte israelske premierminister Ytzhak Rabin i 1994 Nobels Fredspris.

Kilde: CNN

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Mads, redaktion 04, den 31-08-01
Copyright Nørre Djurs Web 2000