Biskop betegner israelsk besættelse af kristent
børne-hjem som »et groft overgreb«.
Israelske styrker besatte i går den palæstinensiske by Beit Jala nær ved Betlehem på
Vestbredden.
Det israelske indtog i Beit Jala skete i et forsøg på at hindre væbnede palæstinensere
i at beskyde det jødiske beboelseskvarter Gilo lige uden for Jerusalem.
Beit Jala og Gilo er blot adskilt af en dal, og kampvognene blev kørt i stilling i
området for to uger siden som en advarsel om, at skyderiet mod Gilo skulle stoppe.
I går blev en israeler imidlertid lettere såret af skud fra Beit Jala, og så rykkede
kampvognene ind.
Blandt de bygninger, som de israelske tropper har besat, er et kristent kompleks, der
blandt andet består af en kirke og et børnehjem med 50 forældreløse børn.
Israelerne har parkeret kampvogne uden for indgangen til komplekset, mens soldater
befinder sig på bygningernes tage.
Det meddelte biskop Munib A. Jounan fra den lutherske kirke i Jerusalem i går
eftermiddag.
Israelerne har indført udgangsforbud i Beit Jala, og i en pressemeddelelse siger Jounan,
at kirken i øjeblikket prøver at finde ud af, hvordan den skal få bragt mad ud til de
50 forældreløse børn, der er mellem fire og 18 år gamle.
Han understreger samtidig, at der hverken i mandags eller tidligere er blevet skudt på
Gilo fra kirkens område.
Danske reaktioner
I København siger Folkekirkens Nødhjælp i en presse-meddelelse, at Københavns Stift er
venskabsmenighed med de lutherske menigheder i Beit Jala, Betlehem og den nærliggende
landsby Beit Sahour.
Biskop Erik Norman Svendsen betegner besættelsen af kirkeområdet som »et groft
overgreb«.
- Det er en grov og grotesk krænkelse, at de israelske soldater nu benytter
kirkebygningerne til egne militære aktioner, så meget mere, når biskop Munib Younan
forsikrer, at der aldrig er skudt fra kirkens bygninger, siger den danske biskop.
Den israelske offensiv kommer på et tidspunkt, hvor følelserne for alvor er i kog blandt
palæstinenserne, der i går begravede Abu Ali Mustafa, der var leder af Folkefronten til
Palæstinas Befrielse, PFLP.
Abu Ali Mustafa blev dræbt ved et israelsk missilangreb i mandags.
Kilde: Ritzau
|