Naturligvis er det ren kinesisk propaganda, lyder den
nøgterne vurdering fra Panpa Andersen, København, om den verdenspremiere Grenaa
Bibliotek præsenterer i øjeblikket.
Panpa Andersen er eksiltibetaner og formand for Tibets Støttekomite i Danmark.
Udstillingen i Grenaa handler om hverdagen i Tibets hovedstad, Lhasa, og er leveret af den
kinesiske ambassade som kulturel spydspids i et officielt og erhvervsmæssigt fremstød,
der nu søsættes i Grenaa. Næste stop er Hørsholm, hvor et bredere og tungere udsnit af
dansk erhvervsliv venter på det officielle Kina - lanceret med en tibetansk
fotoudstilling i front.
Udstillingen hedder "En dag i Lhasa" og består af en fotoserie fra det
tidligere selvstændige Tibets hovedstad. Billederne viser ukomplicerede
hverdagssituationer, hvor gammelt og nyt mødes. Tibet blev invaderet af Kina i 1950, og
siden er anslået en million tibetanere dræbt og hundredtusinder drevet på flugt.
Ledende bibliotekar i Grenaa, Birgit Årsnes, mener ikke, der er tale om propaganda:
- Nej, det har ikke strejfet mig, når jeg ser billederne. Selvfølgelig er jeg ikke naiv,
men udstillingen er udmærket på sine egne præmisser. Og det fremgår klart, at
udstillingen er officiel kinesisk. En officiel dansk udstilling ville jo heller ikke vise
slum. Og så er danskerne så oplyste, at de selv kan dømme, siger Birgit Årsnes.
Panpa Andersen ser anderledes på tingene:
- Selvfølgelig er det propaganda. Det er Kinas billede til omverdenen og ikke
tibetanernes. Jeg vil egentlig gerne spørge Grenaa Kommune, om vi også kan få lov til
at give vort billede af, hvad der foregår i Tibet. De seneste oplysninger fra denne
sommer fortæller, at undertrykkelsen af det tibetanske folk og dets kultur foregår med
fornyet styrke, siger hun.
Hertil siger Birgit Årsnes:
Det kunne da være skægt med en ny udstilling med et andet sigte. Panpa Andersen kan bare
henvende sig.

Birgit Årsnes, ledende bibliotekar i Grenaa, mener ikke, den kinesiske ambassades
officielle Tibet-udstilling er udtryk for propaganda. Støttekomiteen for Tibet er dybt
uenig.
Foto: Henning Hansen.
Det, den officielle udstilling ikke viser, kan man læse sig til
på støttekomiteens hjemmeside på adressen http://www.tibetkomite.dk
Her konstateres det, at Tibet er et besat land. At en femtedel af befolkningen er dræbt
(1,2 mio. mennesker) siden den kinesiske invasion i 1950. Det er i øvrigt et tabstal, der
forholdsvist svarer til Polens under den nazistiske besættelse.
Hjemmesiden noterer også kinesernes rutinemæssigt anvendte tortur, ligesom det nævnes,
at der pt. er mindst 1000 - kendte - politiske fanger. Og endelig oplyses det, at Kinas
seneste kampagne vendt mod tibetansk sprog, religion og kultur i al almindelighed har
varet fra 1996 og siden 1998 har været stadig intensiveret.
Så kan det tilføjes, at rent bortset fra den militante undertrykkelse, så har Kinas
invasion medført overflytning af millioner af kinesere, så tibetanerne i dag er et lille
mindretal i deres eget land.
Kilde: Dagbladet Djursland
|