Artikler på Nørre Djurs Web
Kæmpebølge truer med at udslette USA's østkyst

Flodboelge.JPG (19111 bytes)
Læg mærke til fyrtårnet der lyser ind i kæmpebølgen.


En amerikansk og en britisk geofysiker forudser, at et vulkanudbrud på De Kanariske Øer vil forårsage et enormt underjordisk jordskred. Trykket vil skabe en 900 meter høj bølge, der ni timer senere vil ramme den amerikanske østkyst.
Forskerne Steven Ward fra University of California og Simon Day fra University College London siger dog, at det næppe sker i dette århundrede.

De to har undersøgt den nu inaktive vulkan Cumbre Vieja på øen La Palma. Her har de fundet ud af, at der under den sydlige del af øen, nær det kendte turiststed Playa de Ingles, ligger en 500 kubikkilometer stor klippeblok. Efterhånden stiger grundvandet og presser blokken mod vulkanen. Går Cumbre Vieja i udbrud medfører det, at klippeblokken bryder sammen og udløser et gigantisk jordskred med en hastighed på mindst 350 kilometer i timen.

Bølge med fart på 800 km/t
Jordskredet skaber i første omgang en tsunami med en højde på 900 meter, der bevæger sig med en hastighed af 800 kilometer i timen. En halv time senere vil bølgen ramme Afrikas vestkyst med en højde af 100 meter, og ni timer senere vil en 50 meter høj bølge slå ind over hele USA's østkyst og udslette alle byer her. Vandet vil nå ti kilometer ind i landet.
Frankrig, Spanien og Portugal vil blive ramt af en tsunami med en højde af ti til 15 meter.
Steven Ward og Simon Day skriver dog i Geophysical Research Letter, at det godt kan være, der skal mange vulkanudbrud til, hvis undergrunden under La Palma skal skride, og der kan gå op til 1000 år, før katastrofen indtræffer. Men den kommer.

kilde:cnn/mads

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Mads, redaktion 4, den 29-8-01
Copyright Nørre Djurs Web 2000