Trafikken i Europa er så småt ved at bryde sammen.
Og det vil kun blive værre med tiden, siger EU-Kommissionen.
De mange forsinkelser koster hvert år 300 milliarder kroner, og EU forventer, at beløbet
i 2010 vil være steget til det dobbelte.
EU-Kommissionen vil derfor have flyttet trafikken fra vejene over på jernbaner og
skibstrafik, fremgår det af et oplæg til en ny EU-transportpolitik, der offentliggøres
i september.
Og metoden er indførelse af afgifter på al trafik - først og fremmest på
lastbiltrafikken.
Pengene skal så bruges på at styrke den kollektive transport.
Ifølge Politiken er der ikke meningen, at de enkelte EU-lande skal tvinges til at
indføre vejafgifter. Det bliver altså op til de enkelte lande at finde ud, hvad de vil
gøre.
I Tyskland er der allerede planer om, at tunge lastbiler, der kører på tyske motorveje,
fra år 2003 skal betale mellem 1 og halvanden kroner pr. kilometer.
Trafikminister Jacob Buksti støtter forslaget og siger, at det falder fuldstændig i
tråd med regeringens sysnpunkter.
CDs Arne Melchior, der er formand for Folketingets Trafikudvalg, vil heller ikke afvise,
at det kan blive nødvendigt med vejafgifter.
- Men reglerne skal være fuldstændig ens i hele EU. Ellers kan det true Danmarks
konkurrenceevne, siger han.
kilde:dr |