Overbevises vi om hvem vi er, gennem opvæksten ?
Børns sundhed afspejler deres forældres sociale status. Børn fra lavere socialklasser
er mere syge end deres bedrestillede jævnaldrende. De bruger også mere medicin -
uafhængig af, hvor meget de er syge.
Det viser en række undersøgelser, som danske forskere offentliggør i dag. "De
sociale forskelle giver sig udslag i alt fra belastning med fysiske problemer, almindelig
trivsel og forbrug af lægemidler til ulykkesfrekvens blandt børn", siger professor
i medicinsk sociologi fra Københavns Universitet Bjørn Holstein, der har været med til
at lave undersøgelserne.
Ifølge lektor i socialmedicin ved Institut for Folkesundhed, læge Pernille Due,
dokumenterer undersøgelserne, at der er en klar sammenhæng mellem socialklasse og både
fysiske og psykiske helbredssymptomer blandt de 11-15 årige. "For pigernes
vedkommende finder vi 50 procent flere symptomer hos børn fra familier i de to laveste
socialklasser, sammenlignet med børn fra de to højeste. For drenge er forskellen endnu
større - nemlig mellem 60 og 90 procent."
Det dårligere helbred kan betyde, at barnet bærer den sociale arv videre. Hvis man har
det dårligt, fysisk eller psykisk, kan det være svært at koncentrere sig om at modtage
undervisning. Undersøgelserne peger på, at børn fra de lavere socialklasser føler sig
mindre trygge i skolen og de bliver oftere mobbet. Pernille Due mener derfor, at skolen
skal være opmærksomme på at skabe et trygt miljø for disse børn.
Børn fra de laveste socialgrupper tager også mere medicin end gennemsnittet, uanset hvor
syge de er. "Jo lavere socialklasse, jo større medicinforbrug", siger professor
ved Danmarks Farmaceutiske Højskole Ebba Holme Hansen, der er en af forskerne bag
undersøgelsen.
Politikens leder skriver om sagen, at forklaringen på forskellen i børnenes helbred skal
findes i, at "de ringest uddannede danske forældre har en dårligere økonomi og en
ringere evne til at stimulere deres børn til at modtage undervisning og tage ansvar for
egen læring".
Kilde: Inge Methling /mads |