Vores udbrændte medarbejder (efter 14 dage på
Utamaduni-lejr) slutter i dag sin lille serie af førstehåndsindtryk fra den nyligt
overståede kulturbegivenhed, som i den grad sætter Nørre Djurs på landkortet både i
Danmark, Norge, Sverige, Tyskland, Frankrig, USA og i talrige områder over det meste af
Afrika.
Læs mere om Utamaduni-lejren hér:
Så mange og vidt forskellige områder kommer de små 600 mennesker fra, der samles hvert
år i Ramten Skov. Bag hele det imponerende arrangement står en hel flok af dybt
engagerede mennesker, hvoraf en stor del er fra Djursland. Kernen i hele det mangeårige
samarbejde med specielt Tanzania er samlet omkring Emmelev, hvor flere af de oprindelige
medlemmer af foretagendet bor. En flok vidt forskellige individualister lykkes det gang
på gang at lave et stykke fantastisk samarbejde omkring både opbygning, selve lejrens
forløb og den knap så attråværdige nedpilning af det hele, der bliver klaret på 3-4
dage, når langt de fleste folk er taget hjem.
Utamaduni-lejren arrangeres af Utamaduni Kulturforening, som har eksisteret siden 1991, og
lejren hviler i sig selv økonomisk på den måde, at det er forholdsvis billigt at være
på lejren med ALT betalt. Til gengæld giver baren og butikkerne et overskud, som også
betyder, at man næsten hvert år kan invitere én eller flere dansere/trommeslagere fra
fortrinsvis Tanzania som undervisere på lejren. Det hele kører uden nogen som helst form
for økonomisk støtte fra det offentlige eller private, og kun få gange i løbet af
lejrens 19 år har der været grund til økonomiske panderynker.
Nå, tilbage til selve årets lejr, hvor vi har fortalt om, hvad folk laver i det
"daglige" liv på lejren. Efter torsdag aften, hvor det danske
Utamaduni-landshold i fodbold pillede pynten af de afrikanske gæster med en sejr på 6-3
til heftigt tromme-akkomagnement på begge sider, oprandt så den store dag, hvor en del
lejrdeltagere tager hjem på grund af for mange mennesker, men hvor langt de fleste
alligevel bliver og tager imod de utroligt mange gæster på Åbent Hus-dagen om fredagen.
Formiddagen blev for manges vedkommende brugt på at tage den sidste øver, inden
eftermiddagens fælles-forestilling for hele lejren. Andre havde specielt travlt denne
dag, da de enten stod for parkeringsanvisningen for de mange gæster eller på andre
måder skulle deltage i serviceringen af alle folk.
Fra middagstid startede invasionen allerede, og inden man fik set sig om, var der op mod
1.000 mennesker, mange nysgerrige lokale og mange familier og venner til lejrdeltagerne.
Ved 14-tiden startede så den store eftermiddags-opvisning, en slags afdansningsbal med
præsentation af mange af de danse og trommerytmer, deltagerne havde lært i ugens løb.
Der var virkelig flotte ting både at se og høre på, og forestillingen var en stor
oplevelse for alle de glade mennesker.
Havde man været der hele lejren, og tilhørte man lejrens veteraner, vidste man god
besked om den danse-"konkurrence", som fandt sted efter den første del af
forestillingen. I Sukumaland har man fra gammel tid haft den skik, at 2 dansegrupper
udfordrer hinanden til duel på, hvilken af grupperne der er i stand til at tiltrække det
største publikum og vel at mærke holde fast i tilskuerne ved hele tiden at have nye
danse og spasmagerier i posen. Slangedanserne og hulepindsvinedanserne er traditionelle
"fjender" i denne disciplin, og på lejren er der efterhånden hos mange
opstået et tilhørsforhold til enten den ene eller den anden af disse grupper. Det var
grunden til, at der nat på nat hele ugen igennem blev snakket hemmeligt om, hvordan man
kunne lave sin forestilling så spækket som muligt med udgakkede indfald. Slangedanserne
har i flere år haft godt tag i publikum, da de har en ægte python-slange, mens det endnu
ikke er lykkedes de andre at finde et dyr at tage med i showet (hulepindsvin hænger jo
ikke på træerne i Danmark). Men i ugens løb lykkedes det de brave pindsvinedansere at
finde frem til et lille, kompakt vildsvin, og selv om det var sin sag at styre det lille
kræ, lykkedes det alligevel.
Efter den første del af showet ventede folk nu kun på Shindano`en, som dansekonkurrencen
kaldes på sukuma-sproget. Pludselig fyldtes luften af de voldsomme og poly-rytmiske
trommer, som slangedanserne altid danser til, og et yderst broget optog med en stor
traktor i spidsen kom ind på pladsen og fandt hen til et sted, hvor de stillede sig op
for at danne en cirkel om deres dansescene. Da de var kommet godt i gang, kom så den
anden gruppe, som ikke mange på forhånd havde givet en chance for at vinde. De kom
oppefra, og i front kørte en pige på en voldsom motorcykel, i spidsen for en blandet
flok af danskere og afrikanere i de mest udgakkede udklædninger. Én var pakket ind i en
grøn sovepose bundet fast til en sækkevogn (en parodi på en slange) med Tonny
Trifolikum som chauffør.
Med håndtrommer i stedet for konkurrenternes stik-trommer og de karakteristiske, hoppende
bunungule-rytmer fandt gruppen på plads og skabte sig deres cirkel. En stor flok flotte
unge mennesker er efterhånden så dygtige til at danse denne specielle stilart, at der
virkelig blev noget for publikum at glæde sig over. Herudover så man en hel del ældre
medlemmer, som havde så mange udknaldede indfald, at folk ikke kunne løsrive sig fra
denne dybt fascinerende forestilling, og stik mod alle forudsigelser vandt
hulepindsvinedanserne i år en soleklar sejr.
Allerede ret tidligt på eftermiddagen begyndte de første små varme retter at blive
serveret, og sådan blev det ved til langt ud på aftenen, og det er slet ikke til at
forstå, at man overhovedet kan lave så god mad under så primitive forhold. Efter en
yderst vellykket gøgler-forestilling med Tonny Trifolikum og hans lille trup, var der så
lagt i kakkelovnen til bal med Silkeborg-orkestret Spunk med den overlegent fraserende
sanger Christian, en knalddygtig bassist og en lige så god guitarist, alle helt unge
studerende fra Center for Rytmisk Musik og Bevægelse i Silkeborg. Med skiftende
lejrdeltagere ved trommesættet hyggede de sig igennem et repertoire af gamle soul-numre,
reggae-hits og andet godt, og andre fra lejren gav gæsteoptrædender både som sangere og
blæsere. Den sidste aften med alle gæsterne blæser alle nemlig på det hele og lader
andre rytmer end de afrikanske komme til orde. Men hele natten blev der festet videre
efter musikken, og trommerne fik dispensation til at blive rørt lige til den lyse morgen.
Men så var det også med at få rystet tømmermændene ud af organismen og komme i gang
med nedpilningen af det hele.
Utamaduni-lejren skaber helt sit eget univers i en hel uge hvert år (uge 30), og man skal
være der i et par dage, før man rigtigt falder til, men så tager det til gengæld flere
uger at finde tilbage til samfundet igen. Deres medarbejder er først lige landet, men han
skal garanteret være med igen næste år til 20-års jubilæet. |
