Den Irske Republikanske Hær, IRA, har trukket beslutningen
om at aflevere deres våben tilbage. I sidste uge meddelte IRA, at de frivilligt ville
lade sig afvæbne under kontrol af en international kommission, og beslutningen i dag er
endnu et alvorligt tilbageslag for fredsprocessen i Nordirland.
Læs mere her:
IRA giver som begrundelse for sin beslutning, at hverken den britiske regering eller
protestantiske grupper har opfyldt deres forpligtigelser.

Chancerne for fred i Nordirland er blevet mindre
efter IRA's nej til afvæbning. (AP).
Til britiske medier meddelte IRA, at det protestantiske parti
Ulsterunionisterne og den britiske regering i London har afvist IRA's tilbud i sidste uge
om at placere sine våben sådan, "at de helt og beviseligt ikke kan anvendes".
- Dermed har Ulsterunonisterne og den britiske regering ikke opfyldt sine forpligtigelser
i forhold til fredsaftalen, hed det i en erklæring fra IRA.
Oprørshæren medgav, at tilbagetrækningen af tilbudet fra sidste uge sker i vrede over,
at der ikke sker noget i den nordirske fredsproces.
Tilbudet om at placere IRAs våben, så de ikke kan anvendes, blev hilst velkommen af
både den britiske og irske regering. Begge regeringer betegnede forslaget som et stort
skridt frem mod en stabilisering af fredsprocessen i Nordirland.
Derimod afviste protestantiske politikere forslaget. De sagde, at de ville se konkrete
handlinger fremfor løfter fra IRAs side.
Den britiske minister for Nordirland, John Reid, meddelte fredag i sidste uge, at han
midlertidigt suspenderede selvstyreparlamentet i Belfast for at give de katolske og
protestantiske ledere mere tid til at redde den smuldrende fredsproces.
Suspensionen trådte i kraft fra midnat fredag.
Kilde: DR/CNN
|