Artikler på Nørre Djurs Web
Læserbrev: Om ejendomsskatten

På kommunalbestyrelsens møde i sidste uge blev det besluttet, at datoen for betaling af ejendomsskatten skulle fremrykkes, så kommunen får en rentegevinst og de enkelte borgere efter borgmesterens regnestykke kun får et lille tab. Venstre-manden Carlo Christensen var ikke spor begejstret for idéen og for at drille lidt, spurgte han, om man ikke lige så godt kunne tage munden fuld og i stedet fremskrive betalingen med 15 måneder; det ville give endnu flere penge i den slunkne kommunekasse. Han brød sig bestemt ikke om tanken om, at man på denne måde udskriver en regning til borgerne, når det kniber med de kommunale finanser.

I dag har Sven Skovmand fra Stenvad følgende kommentar til beslutningen i Dagbladet Djursland:

"Kan man ikke regne i kommunen?
Når kommunen tjener penge ved at rykke skatten frem, må borgerne da tabe mindst lige så meget.
Nørre Djurs Kommunalbestyrelse har ifølge Dagbladet Djursland fremrykket ejendomsskatten med en måned og 15 dage. Det er en politisk beslutning, som man selvfølgelig har ret til at tage.
Men grundlaget for beslutningen er godt nok problematisk.
Borgmester Leif Sørensen oplyser, at kommunen vil tjene 168.000 kroner om året i rentegevinst på at kræve skatten tidligere op. Samtidig får man at vide, at rentetabet for borgerne højst vil være en krone for et parcelhus og 11 kroner for en landejendom.
Det kan simpelthen ikke passe.
Lad os sige, at kommunen har 3000 skatteydere, der betaler ejendomsskat. Hvis man dividerer dette tal op i 168.000 kroner, får man et gennemsnitligt tab for skatteyderne på 56 kroner. Og tabet er formentlig større, fordi almindelige mennesker skal betale en højere rente for deres lån, end en kommune behøver.
Jeg synes, at Dagbladet Djursland skal offentliggøre kommunens beregninger. De vil unægtelig være interessante at se."

Skrevet af Sven Skovmand fra Stendyssevej ved Stenvad i Dagbladet Djursland, tirsdag d. 14. august

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 14-08-01
Copyright Nørre Djurs Web 2000