Fra Utamaduni-lejren fortalte vi i går om det store
knoklearbejde, der ligger bagved, når man på 3-4 dage bygger en "afrikansk"
landsby op i telte, rafter og presenninger på en tom mark midt i skoven. I dag fortæller
vores udsendte om selve tromme- og danselejren og dens mange aktiviteter.
Læs mere om Utamaduni-lejren hér:
Allerede lørdag aften, når alle er ankommet, bliver CD-afspillerne pakket væk, så de
traditionelle afrikanske sange og tilhørende inciterende trommerytmer kan få frit slag
til at opstå i større og mindre blandede grupper af danskere og afrikanere. Efter
afrikansk sædvane kan der sagtens foregå en masse ting samtidigt, mange scener kan uden
at genere hinanden foregå rundt omkring på pladsen.
Nattelivet er koncentreret om det sandede område med det spøgefulde navn Tobacco Beach
foran baren. Idéen til dette sandområde opstod for snart en del år siden et år, hvor
det ikke havde regnet i lang tid, og det derfor var ekstremt tørt. Her skred
brandmyndighederne ind og truede med at lukke lejren, før den startede, da det ville
være umuligt at undgå tobaksrygning på den knastørre mosebund i skoven. De ihærdige
lejrfolk lod sig dog ikke sådan stoppe og kom frem med forslaget om hvert år at kaste
flere vognlæs sand på et mindre stykke af grunden og kun at bruge dét som rygeareal!
Det accepterede brandchefen, og siden har Tobacco Beach været en fast del af lejren.
Nå, men tilbage til de mange aktiviteter! Søndag morgen starter så selve
kursusprogrammet, som altid byder på workshop for alle om formiddagen og op til 6-7
valgmuligheder af gangen om eftermiddagen i 2 moduler. En mangfoldighed uden lige af
forskellige afrikanske stilarter, med nødvendig hensyntagen også til de mange
førstegangsdeltagere, der også altid er. Ellers er programmet mest præget af virkelig
avanceret dans og trommespil for de allerfleste, nemlig dem, som har været på lejren år
efter år, og efterhånden er blevet krævende efter nye danse og nye trin. Et helt hav af
utroligt dygtige undervisere står klar til at give fra sig og hjælpe til på hinandens
workshops i skøn forening, danskere, øst- og vestafrikanere.
Undervisningen er ganske frivillig, men til gengæld forlanges det, at lejrdeltagerne
deltager i noget praktisk i løbet af ugen, så det ikke bare bliver én stor
servicebutik, understreger arrangørerne. Men langt de fleste kommer for at danse og
tromme, og det er ikke ligefrem en stille vals, de tager sig derude i Ramten Skov. Den
afrikanske dans (og også trommespillet) stiller ret store fysiske krav til udøverne, da
der bliver gået kraftigt til den, og der er ikke noget at sige til, at lejrdeltagerne har
en sund og naturlig tørst, når først aftenen falder på, og der skal slappes af. Efter
tolv afløses trommerne af sang det meste af natten, da man har en aftale med naboerne om
at lade trommerne hvile efter midnat.
Hver dag kan man ind imellem danseriet nyde frembringelser fra det primitive, men yderst
produktive lejrkøkken, hvor det ene smagsmirakel efter det andet serveres for folk.
Mellem dagens mange gøremål kan man tage sig nogle kortere eller længere pauser i én
af de mange hyggelige "scener" på lejren. Overalt er der hyggeligt, og om man
så er kommet til skade, er der også sørget godt for hyggen, mens man får den
nødvendige behandling. I den traditionelle smedje kan børnene lave knive og andre
spændende ting. I år var der et spændende indslag, hvor én af de garvede
lejr-arrangører, Knud Erik Asak fra Emmelev, sammen med alle folk indviede en majsmølle
renoveret på en produktionsskole for at blive sendt til en forventningsfuld landsby i
Tanzania.
Sådan kunne vi godt være blevet ved med en endeløs opremsning af alle de mange, mange
aktiviteter, der foregår på Utamaduni-lejren, men vi må jo stoppe et sted. Én ting er
imidlertid sikker: når ugen er omme, og lejrdeltagerne tager hjem, er de fulde af lovord
over et unikt arrangement, som det lykkes de engagerede arrangører at gøre til en glad
og positiv oplevelse for folk, selv under de ret primitive betingelser år efter år.
Nu fortsætter resten af ugen efter samme recept og både dansen og trommespillet bliver
bedre og bedre, efterhånden som dagene går, og folk får spillet sig ind på hinanden.
At arrangørerne stædigt har holdt ud i 19 år har haft den positive sidevirkning, at
trommespillet og dansen efterhånden har nået nogle højder, som gør det virkelig værd
at bide mærke i, selv for folk, der måske ikke lige er til det afrikanske.
I morgen fortæller vi om Åbent Hus-arrangementet, hvor en hel del lokale kom forbi på
en kigger.
Læs den sidste artikel i serien i morgen om selve Åbent Hus-arrangementet!
|
