Frederiksberg vil som den første kommune i landet lave
åbne klagebøger, så borgerne kan studere andres klager i sager om børn, ældre og
skat. I bøgerne skal der også stå, hvad kommunen har gjort for at løse problemet.
Offentlige klagebøger over børneinstitutioner, hjemmehjælp og skattesager er på vej i
Frederiksberg Kommune. Kommunens borgere vil i løbet af få måneder, kunne møde op på
rådhuset og se, hvad andre borgere har klaget over.
Samtidig vil det af klagebøgerne fremgå, hvad kommunen har gjort for at løse problemet.
Det oplyser Frederiksbergs borgmester Mads Lebech (K), der ser klagebøgerne som en
kvalitetskontrol af kommunens arbejde.
»I første omgang er klagebøgerne et godt arbejdsredskab for politikere og embedsmænd.
Men jeg ønsker, at klagebøgerne også bliver offentligt tilgængelige, så kommunens
borgere kan se, at vi tager klagerne alvorligt,« siger Mads Lebech.
Ideen om klagebøger opstod første gang, da Frederiksberg Kommunes daginstitution
»Remisen« sidste vinter var udsat for voldsom kritik fra forældre i flere artikler i
Berlingske Tidende. På baggrund af den sag besluttede kommunen i februar, at der skulle
indføres offentligt tilgængelige klagebøger på institutionsområdet.
Klagebøger om børneinstitutionerne ventes indført i september eller oktober, oplyser
Mads Lebech, der nu finder ideen så god, at han vil udbrede den til ældrepleje og
skattevæsen.
»Børnepasning, ældrepleje og skatteforhold er meget følsomme områder for borgerne, og
der skal være så stor åbenhed om sagerne som muligt. Den kommunale forvaltning skal
være gennemskuelig, så borgerne kan have tillid til os,« siger Mads Lebech.
Han venter, at klagebøger på ældreområdet ligeledes kan indføres i efteråret, mens
der formentlig vil gå yderligere et par måneder, før skatteklagerne kommer med.
Mads Lebech understreger, at de borgere der klager, vil være anonymiserede i
klagebøgerne. Det samme er tilfældet for den enkelte pædagog, hjemmehjælper eller
skattemedarbejder.
Det vil dog fremgå af bøgerne, hvilken børneinstitution der klages over.
Kilde: berl/mads
|