Artikler på Nørre Djurs Web
Højtuddannede øger arbejdstiden

Japaniseringen har fået fat i det danske arbejdsliv - men hvem gavner det.

Flere tusinde har en arbejdsuge på mere end de 48 timer, der var almindeligt i 1950'erne, viser tal fra Danmarks Statistik.

Især de veluddannede, for eksempel arkitekter, ingeniører, advokater, reklame- og IT-folk, arbejder mere end nogensinde, og den gennemsnitlige arbejdsuge for de grupper nærmer sig nu 45 til 50 timer om ugen, skriver Jyllands-Posten.

Gaar-aldrig-hjem.jpg (15956 bytes)
Vi går aldrig hjem !

Tal fra Danmarks Statistik viser, at på bare 4 år - fra 1997 til 2001 - har de højeste lønmodtagergrupper øget deres ugentlige arbejdstid med 1 time i gennemsnit uden at få mere på lønsedlen.
Kun hver 10. ingeniør holder sig i nærheden af de 37 timer, som er normen i de fleste overenskomster, mens hver 4. arbejder mere end 44 timer om ugen.

Tendensen bekymrer de faglige organisationer, og blandt ingeniører er årsagen blandt andet, at mange har svært ved at slippe de daglige udfordringer. Flere føler dog også et stigende pres og en større forventning om daglige præstationer, og det får mange til at knokle mere, end deres helbred har godt af.
Arbejdsmarkedsforsker Carsten Strøby Jensen forudser, at knokleriet sagtens kan brede sig til andre lønmodtagergrupper.

Kilde: DR/mads

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 13-08-01
Copyright Nørre Djurs Web 2000