Artikler på Nørre Djurs Web
Læserbrev: Mere om Erhvervsrådet

I gårsdagens udgave af Dagbladet Djursland var der endnu en stemmme, der blandede sig i koret af kritiske røster i anledning af fyringer af 3 erhvervschefer i Djurslands Erhvervsråd. Ole B. Sørensen skriver følgende:

"Der er nu gået seks uger, siden en lille snæver junta i Djurslands Erhvervsråds (DER) bestyrelse (måske helt ned til fire mand – hvem ved?) på fuldstændig amatøragtig måde fyrede de to "gamle" erhvervsdirektører.
Det er i sig selv yderst beklageligt, at det er sket, og til stor skade for erhvervsfremmearbejdet på Djursland i mange år fremover. Så vi må håbe, at "nogen" tager sig lidt af bestyrelsens sammensætning. Man kan jo ikke ligefrem påstå, at den er demokratisk valgt eller varetager erhvervslivets interesser særligt godt. Der har til dato været flere meddelelser og interviews med DER`s formand, som med skiftende forklaringer prøver at retfærdiggøre den tåbelige handling.
Men måske er det allerstørste problem, at vi endnu har til gode at blive delagtiggjorte i bestyrelsens tanker og visioner for det fremtidige arbejde, hvis de da har gjort sig nogle sådanne! Der er efterhånden desværre ganske mange erhvervsdrivende og skatteborgere, der med rette spørger, hvad vi får for vores kontingent/skattekroner.
Vi venter stadig på at få at vide, hvad strategien er, og hvor vi skal hen med den "djurske" erhvervsudvikling. Her tænker jeg ikke kun på de sædvanlige floskler og selvfølgeligheder, men også på næste trin, det praktiske. Hvem løser hvilke opgaver, hvornår, til gavn for hvem, og hvilket resultat forventes?
Hvordan skal Djurslands små og mellemstore virksomheder serviceres i fremtiden, nu hvor stort set alt lokalkendskab og ekspertise er fjernet i det forum?
Man kan desværre få det indtryk, at DER`s bestyrelse og topledelse indtil nu har haft den opfattelse, at et mødes kvalitet er ligefremt proportionalt med antallet af deltagere – og ikke mindst dyrt indhyrede konsulenter. Nu er det imidlertid sådan, at blot fordi man forøger antallet af konsulenter fra to til fire, er det ikke sikkert, at resultatet også bliver dobbelt så godt. Det eneste, man er sikker på, er, at prisen bliver mindst dobbelt så høj – og at i det mindste nogen klapper på de rigtige tidspunkter!
En positiv erhvervsudvikling beror primært på en god udvikling i og gode forhold for bestående virksomheder; det åbner muligheder for service-virksomheder og komplementerende erhverv og ikke mindst en mulighed for "knopskydning". Det er nok kun de færreste, der tror på effekten af at sende et "mappedyr" ud i verden for at sælge Djursland som attraktivt erhvervsområde for større tilflytning, selv om vi selvfølgelig gerne så Kolindsund som det nye "Medicon Valley". Tilflytning af nye virksomheder skal nok komme, hvis Djursland tilbyder gode vilkår for både iværksættelse og vækst, gode transportmuligheder/vejforbindelser, stabil arbejdskraft, erhvervsskoler, bredbåndsnet, m.v., herunder velfungerende erhvervsfremme med blandt andet Teknologisk Informationscenter og erhvervskontorer med lokalt kendskab.
Man må absolut heller ikke overse Djurslands fantastiske potentiale som bosætningsområde med skønne naturværdier og mange muligheder for rekreative aktiviteter, specielt nu, hvor teknologien åbner nye muligheder for hjemmearbejdspladser – Vi venter stadig!"

Skrevet af Ole B. Rasmussen fra Basballe i Dagbladet Djursland torsdag d. 9. august.

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 10-08-01
Copyright Nørre Djurs Web 2000