På kommunalbestyrelsens møde i aftes skulle den dårlige
økonomi i kommunen og diskussionen om, hvad man kan gøre ved den, have været på
dagsordenen, men punktet måtte tages af efter nogle computer-skabte problemer med de
økonomiske beregninger. Det bliver derfor nødvendigt med et ekstraordinært møde i
næste uge med det ene punkt på dagsordenen.
Læs mere - om Hemmed-vejen - her:

Da bygge- og anlægsstoppet
blev indført i vinter, lavede man en aftale om, at de enkelte udvalg kunne gå til den
samlede kommunalbestyrelse, hvis der skulle være projekter, man gerne ville have fritaget
for stoppet. Det benyttede Teknisk Udvalg sig af, da de i går énstemmigt bad om at
måtte gå videre med projekteringen af den planlagte og længe ventede omfartsvej mellem
Glesborg og Bønnerup uden om Hemmed.
Dette ømtålelige spørgsmål gav anledning til en hed debat, hvor de fleste af
Venstre-folkene skiftedes til at give udtryk for deres store betænkelighed ved at
gennemføre så stort og dyrt et projekt i disse betrængte tider. De gjorde det klart, at
de ikke var imod vejen som sådan, men at de syntes, pengene var bedre brugt andre steder
i den nuværende økonomiske situation, og at vejprojektet burde udsættes til bedre
tider. Selv Venstre-manden Carlo Christensen, der jo som teknisk udvalgsformand selv stod
bag indstillingen, ønskede beslutningen udsat i alt fald til næste møde, hvor man nok
har bedre overblik over krisens realiteter.
Partierne bag konstitueringsaftalen (A, C og N) med borgmesteren i spidsen stod imidlertid
fast på holdningen til, at vejen burde gennemføres nu og her. Malte Larsen fra Nørre
Djurs Listen mente, at vejen var en nødvendig investering i fremtiden, og Kirsten Bech
Hansen fra samme parti gjorde opmærksom på, at det i sin tid var Venstre, der overtalte
Nørre Djurs Listen til at være tilhængere af omfartsvejen. Borgmester Leif Sørensen
tilføjede, at mange fremtidsforskere for tiden peger på investeringer i infra-strukturen
som en af de eneste muligheder for at få vendt den dårlige udvikling for de små
landkommuner ved at få folk til at bosætte sig. Et andet argument, som blev fremført af
den konservative Poul Kjelgaard, var, at pengene til vejanlægget allerede er
skatteudskrevet, og at det derfor ville være et pinligt løftebrud over for borgerne at
bruge pengene andre steder.
Sagen kom herefter til afstemning, og her viste det sig, at Venstre-folkene (minus Carlo
Christensen) kom i klart mindretal, da både fremskridtsmanden Torben Jensen fra Bønnerup
og løsgængeren Arne Trend-Poulsen fra Fjellerup stemte sammen med
"regeringen".
For god ordens skyld må vi gøre opmærksom på, at der stadig er en forhindring for
Hemmed-vejens gennemførelse. Nørre Djurs Kommune har søgt om en lille halv million fra
de såkaldte Mål 5b-midler til den videre projektering. Herfra bad man for et stykke tid
siden kommunen om yderligere at gøre rede for behovet for vejen, og efter at dette er
blevet gjort, har man endnu ikke hørt fra puljen. Der er altså stadig en lille risiko
for, at kommunen får et "nej" herfra, så det er altså lige tidligt nok for de
gode Hemmed-borgere at glæde sig! |