Lige nu er der lang tid til mandag i Makedonien.
I aftes sagde EUs fredsudsending i landet, at fredsaftalen bliver underskrevet på mandag,
men siden har landet vaklet mellem krig og fred.
I nat var der optøjer i Skopje. Omkring 300 mennesker drog hærgende rundt i byens
centrum og krævede, at præsident Trajkovski trækker sig fra posten til fordel for en
stærk mand, der for alvor vil slippe hæren og de nyskabte halvmilitære grupper løs mod
albanere.

Kan de holde hovedet koldt til mandag.
Efter et møde i landets magtfulde sikkerhedsråd her i
formiddag siger Trajkovski, at det bliver nødvendigt at bruge magt mod de etnisk albanske
oprørere, hvis der skal kunne skabes fred.
Den militante melding kommer altså på trods af, at fredsaftale nu skulle være på
plads.
Landet har gennemlevet det hidtil blodigste døgn i den seks måneder lange væbnede
konflikt - elleve soldater er blevet dræbt, formentlig som gengældelse for drabet på en
albansk familie i hovedstaden Skopje.
Spørgsmålet er nu om fredsaftalen vil blive anerkendt af både de makedonske politikere
og albanske oprørere, som ikke var med til forhandlingerne i går, men som formentligt
har været i kontakt med nogle af de politikere, som sad med ved forhandlingsbordet.
NATO har forpligtet sig til at udstationere en 3500 mand stor styrke under ledelse af den
danske general Gunnar Lange, der skal afvæbne oprørerne, såfremt en fredsaftale indgås
og oprørerne går med til frivilligt at lade sig afvæbne.
Kilde: DR
|