Artikler på Nørre Djurs Web
Læserbrev: Svar på "utroværdig social-forvaltning"

Dette brev fra Knud Andersen fik Peter Bo Jensen fra socialudvalget op af stolen med den følgende kommentar i Dagbladet Djursland:

"Der er mennesker, der er så afhængige af ulykke, at de ser problemer og vanskeligheder, hvor der ingen er. Et sådant menneske er Knud Andersen fra Bønnerup.
I et læserbrev (Dagbladet Djursland 29. juli) fremturer Knud Andersen med endnu en gang brok, sludder og vrøvl.
Tidligere på året påstod Knud Andersen, at socialudvalget i Nørre Djurs Kommune ikke udførte sine lovpligtige tilsyn på kommunens plejehjem. Da han så får tilsendt referaterne af tilsynsbesøgene, der dokumenterer, at vi til overmål opfylder vor tilsynspligt, finder han nye elendigheder.
At vore uanmeldte besøg ikke er uanmeldte, at vi ikke har en dialog med personalet, at vi ikke taler med beboerne, og at politikere og embedsmænd i det hele taget er utroværdige.
Jeg kunne forstå Knud Andersen, hvis hans kritik havde udgangspunkt i konkrete sager. Hvis der var tilfælde af klager blandt beboerne, eller hvis der sågar var tilfælde af dårlig behandling eller misrøgt.
Det er ikke nødvendigt for Knud Andersen. Hans behov for brok og utilfredshed er så stort, at han af sig selv opfinder en lang række af uretfærdigheder og urimeligheder.
Det er tåbeligt at spørge, om det nuværende socialudvalg udfører sin lovpligtige tilsynspligt. Selvfølgelig gør vi det. Både ved anmeldte og uanmeldte besøg. Og ved begge typer taler vi med beboere, pårørende, ansatte og ledelse.
Mere vigtigt i denne forbindele er det, at alle i socialudvalget har en daglig kontakt til borgere i kommunen, der har enten familiemedlemmer eller bekendte som ansatte eller boende på kommunens institutioner. Denne regelmæssige kontakt er sikkert i endnu højere grad med til at sikre, at vi, de valgte politikere, har en fornemmelse og sikkerhed for, at kommunens tilbud er i orden og overholder både befolkningens ønsker og lovgivningens krav.
Helt afgørende er, at vi har sikret grundlaget for, at arbejdet kan udføres ordentligt. I den nuværende byrådsperiode har vi undgået nedskæringer i ældreplejen. Med baggrund i medarbejderinitiativer har vi iværksat flere nye forbedringer, blandt andet en afdeling for demente, forbedrede aflastniingsmuligheder og en udbygget syge- og hjemmehjælp til tidligt hjemsendte fra sygehusene m.v.
Knud Andersen spurgte i et tidligere læserbrev, om politikerne kommer ud blandt borgerne. Igen det rene vrøvl. Hvordan pokker tror Knud Andersen, at de nuværende politikere er blevet valgt til kommunalbestyrelsen? Det er de blevet, fordi de møder mennesker, når de afleverer deres børn i børnehaven, når de deltager i forældremøder på skolerne, og når de spiller håndbold eller badminton i den lokale idrætsklub. Når de køber ind i brugsen eller ved købmanden. Når de er på arbejde.
Politikere er i samme grad som alle andre borgere i dette samfund en del af og i samme grad afhængige af det sociale netværk, vi alle sammen lever i og benytter os af.
Det kan være, at Knud Andersen ikke ved det, men de nuværende kommunalbestyrelsesmedlemmer i Nørre Djurs er faktisk ikke faldet ned fra månen, men bor i kommunen.
At nogle mennesker, uafhængigt af kendsgerninger og helt uafhængigt af fakta og virkelighed, er i stand til at opbygge et forskruet verdensbillede, er i og for sig i orden, men det en en skam, når et sådant menneske, som i Knud Andersens tilfælde, har brug for uafbrudt at gøre læserne opmærksomme på sin forvrøvlede og forskruede virkelighedsopfattelse."

Skrevet af Peter Bo Jensen fra Glesborg, socialdemokratisk medlem af kommunalbestyrelsen i Nørre Djurs, i Dagbladet Djursland

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Redigeret af Rex, redaktion 11, den 09-08-2001
Copyright Nørre Djurs Web 2000