Allerede samme dag, hvor Torben Lunds læserbrev blev
bragt i avisen, fik vi her på redaktionen prompte svar på tiltale fra borgmester Leif
Sørensen. Han skriver:
"En lille bøn til Torben Lund og andre læserbrevsskribenter, der deltager i den
politiske debat frem til valget i november. Prøv nu at holde jer til sandheden, og lad
være med at manipulere med tallene.
Det er ikke korrekt, at vi har tænkt os at udskrive 1,6 skatteprocent til omfartsvejen i
2002.
Det er til gengæld korrekt, at vi allerede i år skatteudskriver til vejen med 2 mill. Og
at det er besluttet at fortsætte med det 3 år (det svarer til 0,3 skatteprocent).
Beslutningen om at igangsætte projekteringen og at afsætte penge til vejanlægget blev
taget på kommunalbestyrelsesmødet d. 5. okt., 2000 (punkt 6) af en enig
kommunalbestyrelse.
Det kan godt være, at Venstre har tænkt sig at løbe fra beslutninger og valgløfter,
men det er vi så en del andre, der ikke har tænkt os. Så, Torben, brug din tid på at
overbevise folketingspolitikerne om, hvor uretfærdige vores refusioner af de sociale
udgifter er, så vi er fri for at forhøje skatten på grund af den skævvridning, der
sker mellem storbyen og landet, og så lad være med at gå helt i sort på grund af
dette, og lad os fortsætte med at udvikle kommunen."
Indsendt til Nørre Djurs Net af Leif Sørensen, borgmester.
|