Pressemeddelelse
Nørre Djurs Rideklubs første distriktsstævne nogensinde trænger sig
hastigt på. Med omkring 80 tilmeldte heste i distanceridning bliver stævnet, der finder
sted lørdag den 11. august, også den hidtil største begivenhed i den knap 5 år gamle
klubs historie. Banelængderne er på 24, 35, 51, 67 og 87 kilometer ad ruter, der mange
steder normalt ikke er åbne for ridning.
De to længste klasser startes hhv. kl. 07.00 og kl. 08.00 lørdag morgen med forriddere
fra Djurs Team Penners, der er iført reglementeret westernudstyr. I klasse 4, der skal ud
på 67 kilometer, er der 16 tilmeldte heste, der kl. 08.00 rider i samlet flok fra
ridecentret ad Veggerslev Kærvej og krydser en mark til Kløvhøjvej, hvor feltet slippes
løs ved Emmelev Vase. Rytterne rider derefter med en gennemsnitshastighed på 15-16
km/timen. I disse klasser gælder det om at komme først på en frisk hest, mens det på
de tre korteste distancer gælder om at ramme en idealtid på sekundet.
Rytterne kommer fra hele landet, ligesom en enkelt svensk rytter dukker op. Mange af dem
kommer allerede fredag og bliver til søndag, og mange kører gerne meget langt for at
kunne ride et nyt sted. De fleste af hestene skal overnatte udendørs i hver sin lille
fold, mens deres mennesker camperer under primitive former i hestetraileren eller i et
telt.
Distanceridt er en kombination af orienteringsridt og udholdenhedsprøve for hest og
rytter. Ved hjælp af dyrlægekontroller før og efter ridtet, samt for de længste
klasser også en eller to gange undervejs, sikrer man sig, at hesten kommer frisk i mål,
med lyst, energi og helbred til at klare turen en gang til med det samme. Det er derfor
meget nødvendigt at holde hesten og sig selv i rigtig god kondition, hvis man vil deltage
i de lange distancer. I den korte klasse på 24 km kan en rask hest, der rides
regelmæssigt, dog sagtens klare turen.
I distanceridt skelner man ikke mellem heste og ponyer, og alle konkurrerer på lige fod
uanset alder og køn. Distanceridning er også både en bredde- og en elitesport. Feltets
yngste rytter er omkring otte år og sidder på en lille pony, mens en af de ældste
fyldte 60 i foråret og rider 87 km på en stor trakenervallak, som hun selv har
opdrættet. Som al anden ridesport er distanceridning overvejende en kvinde- og pigesport,
men til dette stævne er der overraskende mange mænd tilmeldt.
Publikum er meget velkommen til at kigge med i dagens løb. De første ryttere forventes i
mål ved 13-tiden, den sidste ved 17-tiden. Den afsluttende dyrlægekontrol foregår på
Veggerslev Ridecenters springbane, hvor der er fine tilskuerforhold.
Også ude på ruten er der lejlighed til at kigge med. I Fjellerup etableres en
dyrlægekontrol på græsplænen ved Møllebækvej i tidsrummet ca. 10.30 til cirka kl.
12.00, hvor hestene får en halv times pause, inden de sendes videre ud på ruten.
Ved Blå Flag Stationen på Gjerrild Nordstrand er der dyrlægekontrol i tidsrummet ca.
11.30 til 13.00, atter med pause til hestene.
Begge steder vil der være lejlighed til at stille spørgsmål til officials og hjælpere.
Ruterne mærkes op henholdsvis sydpå ned gennem Kolindsund og nordpå langs vejene og
gennem skovene. I løbet af næste uge bliver ruten synlig i landskabet. Der mærkes af
med kridtpletter og -streger og suppleres med skilte visse steder. Nørre Djurs Rideklub
henstiller til publikum om at lade afmærkningen stå.
Der arrangeres i år seks distanceridt i Jylland, et på Fyn og syv på Sjælland. Ikke
mange klubber tør binde an med opgaven, der kræver mange ressourcer og hjælpere, især
fordi der holdes meget nøje regnskab med ridetiden mange steder på en gang. Op mod et
halvt hundrede hjælpere vil være i gang i løbet af lørdagen for at gennemføre
stævnet.
Der kommer også gang i kødgryderne og grillen. Hestefolk er nemlig altid sultne, så
cafeteriet i klubbens næsten færdige rytterstue vil være åben fra tidlig morgen til
sidste mand har sagt godnat efter rytterfesten lørdag aften.
Vi sender gerne et program over stævnet og ønsker pressen meget velkommen.
Yderligere oplysninger hos leder af sekretariatet Lise Bomholt, tlf. 86 38 78 98 /mobil 51
23 85 47, eller hos stævneleder Charlotte Rasmussen på. Tlf. 86 31 60 70 / 40 59 80 44
(først fra på mandag).
***************
Afsendt fra:
Lise Bomholt
Rimsø Kærvej 12, Rimsø
8500 Grenaa
Tlf. 86 38 78 98
e-mail: lisebomholt@mobilixnet.dk
eller lb@islandshest.dk
|