Artikler på Nørre Djurs Web
Danskerne bruger for få penge

Handelskammeret forudser i en ny prognose, at væksten i Danmark kun bliver på 1,4 procent, hvilket er en halvering af væksten på bare ét år.

indkøbskurv.jpg (7586 bytes)Danskerne bruger for få penge, spare for meget op og betaler for høj indkomstskat. Det er i følge cheføkonomen i Det Danske Handelskammer årsagen til, at den danske vækst i år bliver den laveste i otte år.
Cheføkonom, Jens Brendstrup, Det Danske Handelskammer siger desuden til Radioavisen, at den høje indkomstskat ikke motiverer danskerne til at uddanne sig, fordi skatten tager en for stor del af den ekstra indkomst.

Snusfornuft eller pessimisme
Handelskammeret forudser i en ny prognose, at væksten i Danmark kun bliver på 1,4 procent, hvilket er en halvering af væksten på bare ét år.
Årsagen er den internationale afmatning og tilbagegang, men også de danske forbrugeres tilbageholdenhed og øget opsparing.
Hvis prognosen holder stik, vil det være den laveste vækst herhjemme siden 1993. Hvis ikke der kommer gang i den international økonomi, frygter Handelskammeret, at virksomhederne vil blive tvunget til at fyre medarbejdere.
En forbedring af den internationale økonomi er imidlertid ikke det eneste, der skal til for at vende billedet. Det er også nødvendigt, at danskerne samtidig øger forbruget for at sætte gang i efterspørgslen, og at skatten sænkes, fastslår Handelskammeret i sin prognose.
- Hvis vi skal sikre en vending af konjunkturen, bliver regeringen nødt til at sætte indkomstskatterne ned, så det bedre kan betale sig at arbejde.
Også de danske virksomheder har negative forventninger til det økonomiske klima i år. Det viser en spørgeskemaundersøgelse blandt Handelskammerets 4000 medlemsvirksomheder.
Handelskammeret frygter, at den lave vækst vil fortsætte i 2000. Spørgeundersøgelsen viser nemlig, at et flertal af virksomhederne ikke forventer, at konjunkturerne bliver forbedret til næste år.
Virksomhedernes manglende tro på, at næste år bliver bedre end i år, afspejler en frygt for en længerevarende vækstpause i Danmark, konkluderer Handelskammeret.

kilde:DR

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Mads, redaktion 4, den 02-8-01
Copyright Nørre Djurs Web 2000