Artikler på Nørre Djurs Web
Huspriserne stiger - flere plages af gæld

- Vi må desværre konstatere en stigning i antallet af overtagne panter, ligesom flere boligejere kommer i restance med terminerne, siger Torben Gjede, som ikke ønsker at sætte præcise tal på udviklingen.
Han forklarer, at de relativt små tal kan misfortolkes, og understreger, at situationen her og nu slet ikke kan sammenlignes med situationen på boligmarkedet for fem-ti år siden

I juni for to år siden var godt 245.000 registreret hos RKI som dårlige betalere. I fjor steg antallet til godt 272.000, og nu står 301.613 registreret.
- Tendensen er et barometer for den økonomiske udvikling. Det går den forkerte vej på flere områder, siger administrationschef Jan Høj Sørensen, RKI Kredit Information med hovedsæde i Silkeborg.
Han understreger, at det stigende antal dårlige betalere ikke nødvendigvis relaterer til til boligejere, men til alle samfundsgrupper.
- Bilforhandlerne var de første til at melde om nye tider. Når bilsalget falder, er det et sikkert tegn på en svækket privatøkonomi, tilføjer han.
Gule lamper blinker
I realkreditinstitutterne er de gule advarselslamper så småt begyndt at blinke.
Efter katastrofeårene sidst i 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne, da titusindvis af ejendomme gik på tvangsauktion, har realkreditinstitutterne oplevet meget få dårlige betalere og endnu færre tvangsauktioner. Men nu er der igen bevægelse i tallene, om end på et meget lavt nivaeu, oplyser direktør Torben Gjede, Realkreditrådet, der er brancheorganisation for realkreditinstitutterne.
- Vi må desværre konstatere en stigning i antallet af overtagne panter, ligesom flere boligejere kommer i restance med terminerne, siger Torben Gjede, som ikke ønsker at sætte præcise tal på udviklingen.
Han forklarer, at de relativt små tal kan misfortolkes, og understreger, at situationen her og nu slet ikke kan sammenlignes med situationen på boligmarkedet for fem-ti år siden
- Vi taler om små krusninger, men vi er klar til at tænde de røde advarselslamper, hvis tendensen fortsætter og accelererer, siger Torben Gjede.
Rente-roulette
Udviklingen falder sammen med udbredelsen af de efterhånden meget populære rentetilpasningslån, også kaldet flexlån, altså lån med variabel rente.
Da låneformen for nogle år siden blev introduceret for boligejerne, blev de mødt med skepsis fra mange sider. Skønt flexlån typisk har en lavere rente end de traditionelle lange, fastforrentede lån, har økonomer betegnet dem som en form for økonomisk roulette. Den korte rente kan stige, og det giver bagslag for boligejerne. Andre eksperter advarede mod, at den lavere rente og dermed ydelse kan resultere i højere priser, fordi mange købere alene fokuser på den månedlige husleje.
Nu ydes fire ud af ti nye lån med rentetilpasning. Bruttoudlån ydet som rentetilpasningslån er således steget fra 22,8 mia. kr. i 1. kvartal 2001 til 24,3 mia. kr. i 2. kvartal 2001 og udgør dermed cirka 40 procent af det samlede bruttoudlån. Det er en markant stigning i forhold til tidligere år, fastslog Realkreditrådet for nylig i en pressemeddelelse.
Afviser flex-smæk
I ejendomsmæglerkæden Home med hovedsæde i Århus afvises enhver sammenhæng mellem udbredelsen af flexlån og et stigende antal dårlige betalere. Kædens informationschef Preben Merrild Angelo siger:
- Flexlån har endnu ikke kostet en eneste husejer bare en enkelt krone, sammenlignet med husejere med fast forrentede lån. Tværtimod. Vi er mange låntagere, som har sparet rigtig mange penge på den konto, og vi bliver gudskelov flere og flere, efterhånden som flexlånene vinder frem.
- Udløser det ikke højere salgspriser, hvis køberne udelukkende handler på ydelsen?
- Nej, sådan foregår det ikke. Ejendomsmægleren fastsætter kontantprisen på en ejendom, og den er uafhængig af finansieringsformen. Derfor presser flexlån ikke priserne op. Men køberne får måske råd til en bedre og større bolig, hvis de vælger flexlån.
- Det udløser jo større gældsætning?
- Nej. Køberne får råd til flere kvadratmeter bolig, men jo større boligen er, des billigere bliver den pr. kvadratmeter.
- Den større og dyrere bolig kan altså kun handles i kraft af flexlånene?
- Igen nej. Ingen købere kan optage et lån, uden deres økonomi er nøje undersøgt af realkreditinstituttet. Køberen bliver afvist, hvis en bolighandel kun hænger sammen i kraft af flexlånenes lavere rente og ydelse, siger Preben Merrild Angelo og henviser til, at hele kontrolsystemet med debitor-godkendelse er blevet strammet kraftigt op gennem den seneste halve snes år.
- Ingen i ejendomsbranchen ønsker en gentagelse af historien, fastslår han.

Kilde: DagbladetDjursland

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af  Mads,redaktion 04, den 31-7-01
Copyright Nørre Djurs Web 2000