De seneste års
galopperende huspriser forgylder landets boligejere, men i Østjylland drysser guldet
særlig tungt ned over huse i Ry, Hørning, Skanderborg og Hinnerup kommuner. Derimod er
der knap så gyldne tider for husejere i for eksempel Nørre-Djurs.
Det viser Top 30 listen for østjyske hussælgere, udarbejdet for avisen af BRFkredit.
I Ry og Hørning har prisernes himmelflugt gennem de seneste seks år fået boligejernes
formue til at vokse med omkring 7000 kroner om måneden. I det selskab halter Århus
bagud. Helt i den helt anden ende af skalaen ligger Gjern og Nørre-Djurs.
- Vi bor for langt fra storbyens jobmuligheder, forklarer ejendomsmægler Lasse
Christensen fra mæglerfirmaet John Frandsens afdeling i Glesborg. Der koster almindelige
huse det halve, sammenlignet med Århus. Ifølge Lasse Christensen har priseksplosionen
spredt sig fra storbyen og ud i omegnskommunerne, men med næsten 60 kilometers afstand
mellem Glesborg og Århus er smertegrænsen overskredet for de fleste pendlere.
I Hørning nikker ejendomsmægler Peter Jensen genkendende til udviklingen. Han er
medindehaver af den lokale Nybolig-butik.
- Ry ligger naturskønt, men Hørning lokker også mange huskøbere. Vi er nabo til
Århus, vi har børnepasningsgaranti, og vi ligger tæt på motorvejen. Det tiltaler især
børnefamilier, siger Peter Jensen, som dog tror på moderate stigninger fremover.
Cheføkonom Jens Chr. Nielsen, BRFkredit, pointerer, at de store værdistigninger ikke
ryger kvit og frit ned i ejernes lommer. Fortjenesten sidder fast i murstenene, og man
får dem først udbetalt, når man forlader ejerboligmarkedet eller køber et meget
billigt hus. Dertil kommer, at de stigende værdier på papiret udløser højere
boligskatter.
Midt i husejernes guldrus melder såvel realkreditinstitutterne som RKI Kredit Information
om stadig flere dårlige betalere.
Fakta
Så meget har husejere på papiret tjent pr. måned siden 1. kvt. 1995 ved køb af
villa på 130 kvadratmeter:
Nørre-Djurs |
1778 kr. |
Purhus |
4338 kr. |
Gjern |
2685 kr. |
Mariager |
4402 kr. |
Midtdjurs |
3271 kr. |
Hvorslev |
4697 kr. |
Rougsø |
3321 kr. |
Them |
4772 kr. |
Rosenholm |
3370 kr. |
Hobro |
4832 kr. |
Grenaa |
3404 kr. |
Odder |
5555 kr. |
Samsø |
3725 kr. |
Galten |
5632 kr. |
Ebeltoft |
3800 kr. |
Rønde |
6270 kr. |
Langå |
3818 kr. |
Hadsten |
6280 kr. |
Nørhald |
3964 kr. |
Århus |
6306 kr. |
Tjele |
4012 kr. |
Silkeborg |
6630 kr. |
Randers |
4072 kr. |
Hinnerup |
6700 kr. |
Hadsund |
4315 kr. |
Skanderborg |
6964 kr. |
Sønderhald |
4316 kr. |
Hørning |
6979 kr. |
Hammel |
4318 kr. |
Ry |
7161 kr. |
Hele landet 5459 kr. |
Fra tallene skal
trækkes den årlige inflation. Den har i perioden 1995-2001 været cirka 2,2 pct. Det
svarer til 13,7 pct. i hele perioden.
Kilde: BRFkredit
Kilde: Dagbladet Djursland
|