Den amerikanske regering udsendte sent søndag aften
en hidtil uhørt advarsel om, at virussen Code Red Worm sandsynligvis begynder at sprede
sig selv igen tirsdag den 31. juli, og at ormen udgør en alvorlig trussel mod hele
Internettet.
Repræsentanter for både Det Hvide Hus, FBI og Microsoft har offentliggjort
advarsler mod ormen, der brød ud 19. juli og formentlig lammede op mod 250.000
computersystemer. Code Red tvang det amerikanske forsvarsministerium til at lukke sine
websider i fem dage, og fik hjemmesiden for det Hvide Hus til at gå ned.
FBI mener, at computerormen Code Red er en trussel mod selve Internettets eksistens.
Det har vist sig, at Code Reds endelige mål er Det Hvide Hus' hjemmeside, der udsættes
for et såkaldt Denial of Service-angreb, hvor hjemmesiden bombarderes med millioner af
forespørgsler om adgang.
Code Red udnytter et hul i serversoftware fra Microsofts NT 4.0 og Windows 2000 systemer.
Ron Dick, chefen for FBI-afdelingen NIPC, der overvåger sikkerheden for USA's
infrastruktur, sagde søndag til AP, at Code Red udgør en potentiel trussel mod hele
Internettets struktur, fordi den får så mange servere til at gå ned.
FBI har mistanke om, at kinesiske hackere står bag.
Kilde: CNN
|