Artikler på Nørre Djurs Web
Læserbrev: Visioner og initiativ

I sidste uge var der en artikel i Dagbladet Djursland, hvor avisen videregav et "nødråb" fra Nørre Djurs Net og fra Bøvl-miljøet. Her er de økonomiske ressourcer så små, at man har problemer med at fastholde kontinuiteten i arbejdet, idet medarbejderne alt for nemt ryger videre til nye arbejdspladser, når f.eks. deres aktiveringsperioder er slut. Derfor har projektleder Bjarke Nielsen sendt en opfordring til Nørre Djurs Kommune om for fremtiden at tænke på at bruge dette IT-værksted og medarbejdernes mangfoldige evner til at løse kommunale opgaver, og som eksempel nævner han Foreningshåndbogen. Affødt af denne avisartikel har Knud Andersen fra Dansk Folkeparti sendt følgende læserbrev til Nørre Djurs NetNyt:

" Tanker over artiklen "Bøvl ønsker varige stillinger" i Dagbladet Djursland,  d. 6.7.01.

Det nødråb, der kommer fra Bøvl-værkstedet, er på en måde uforståeligt. Uforståeligt på dén måde, at det slet ikke skulle være nødvendigt. Der er næppe tvivl om, at byrådet, der jo er sammensat af folk med visioner og initiativ, er vidende om det store arbejde, der lægges på IT-området, og de er selvfølgelig også klar over den store betydning, dette har for hele den fremtidige erhvervsudvikling i kommunen.
At der ikke er udvist noget videre initiativ fra politisk side, må således bero på, at de mange presserende opgaver såsom kommunekontorets indgangsparti, cykelsti, vejbump, underskud på Aktivitetscentret og udenomssnak angående omfartsvej har lagt beslag på det meste af politikernes tid.
Da der dog er en vilje til at se på kommunen som en helhed og modet til at gøre noget ved det, skal der nok komme en løsning. Da IT-miljøet er en indlysende gevinst for kommunen, vil det selvfølgelig stå krystalklart for vore lokale ledere, at der skal gøres noget her og nu for at bevare en organisation med en ekpertise og gå-på-mod, vi som kommune ikke har råd til at miste."

Indsendt til Nørre Djurs Net af Knud Andersen,
lokalformand og kandidat til kommunalbestyrelsen for Dansk Folkeparti i Nr. Djurs

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 10-07-01
Copyright Nørre Djurs Web 2000