Artikler på Nørre Djurs Web
Nørre Djurs fester

Ikke mindre end 3 steder i vores lille kommune er der stor fest i week-enden, og det hele bliver jo ikke mindre festligt af, at vejret ser ud til at blive rigtig godt. Den største af festerne er uden tvivl Gjerrild Kræmmermarked, der plejer at trække mellem 10 og 15.000 mennesker både fra nær og fjern. Men Fjellerup og Ramten er også på landkortet !

noerre-djurs-wk400.gif (46898 bytes)

Læs om festerne hér!

Gjerrild Kræmmermarked.
Denne traditionsrige fest må nok siges at være ét af de største tilløbsstykker her i vores område. Det er ved denne lejlighed, at den lokale idrætsforening henter de fleste af pengene til det frivillige idrætsarbejde. Det er så stort et arrangement at stable på benene, at der arbejdes intenst på forarbejdet det meste af året, og ca. 150 mennesker gør en større eller mindre indsats for at få det hele til at fungere i en ånd af fællesskab, der er af stor betydning for sammenholdet i Gjerrild og omegn.
Det store trækplaster år efter år er de mange kræmmere, som fylder sportspladsen op med boder, hvor de falbyder alskens tingel-tingel, både skidt og kanel imellem hinanden. Ser man sig godt for, kan man imidlertid godt gøre sig en god handel.
Et andet fast indslag er fodboldturneringerne, der afvikles for seniorer om lørdagen og for børn og old-boys søndag. Den dag er der hen på eftermiddagen desuden tradition for grin og ballade, når udvalgte borgerhold dyster mod kommunalbestyrelsen inden for en hel række kugleskøre "sportsgrene".
Gjerrild Kræmmermarked har som en helt speciel ting i mange år haft en indlagt rock- og jazz-mini-festival med både lokale og udefrakommende indslag. I år startes der lørdag eftermiddag med jazzorkestret Ramsing Street Paraders, inden der bydes på en spændende oplevelse med det nordvestjyske rockband, Nordfolk. Desværre er vi ikke på redaktionen bekendt med dette orkester, men de har fået gode anmeldelser for deres 2 første CD`er, så mon ikke det bliver værd at gå efter. Om aftenen spiller danseorkesteret Fenders op til teltbal.
Søndag bliver der så trukket på de lokale kræfter, når bluesbandet Rock-Nok bestående af folk fra Grenå, men med Søren Sørensen, som har rødder i Hemmed, som trommeslager. Efter dem gøres der så klar til det, som plejer at være en stor publikums-magnet år efter år, nemlig Djursland Spillemændene, med deres medrivende blanding af folkemusik, country og rock.

Byfest i Fjellerup.
Også i Fjellerup er der fest både lørdag og søndag, og her byder lørdagen minsandten også på kræmmermarked, og det kan man jo godt undre sig lidt over, at man binder an med, når der nu i forvejen er et stort et af slagsen i Gjerrild. Men det har man erfaring for ikke er noget problem, idet det ikke er første gang, man har lagt det i samme week-end. Nå, men i virkeligheden er kræmmermarkedet i Fjellerup også kun opvarmning til det endnu større, som finder sted i slutningen af juli. Det lille kræmmermarked bliver garneret med et par timers opvisning i square-dance, og resten af eftermiddagen bliver der musikalsk underholdning af det lokale Fjellerup Amatør Scene`s husorkester.
Kræmmermarkedet lørdag bliver arrangeret af Kræmmerforeningen, hvorimod søndagens underholdende ringridning er med Borgerforeningen som arrangør. Der er tilmeldt 33 ekvipager til denne flotte begivenhed, hvor der i øvrigt bydes på et festligt program, bestående af bl.a. både square-dance (igen) og såkaldt barrel-racing (balancegang på tønder).
Kilde: Dagbladet Djursland

Landsbytræf i Ramten.
Dette arrangement foregår i morgen, lørdag, og her er der tale om en langt mindre og mere lokalt rettet festlighed. Hele ugen op til har der været afviklet indledende runder i gadeturneringer i både fodbold og pétanque, og til festen i morgen afvikles så finalerne. Ellers er det bestemt ikke de traditionelle sportsgrene, der dominerer billedet, idet der nemlig hele dagen afvikles konkurrencer for hold i alle mulige både tænkelige og utænkelige discipliner. Her er det samarbejdet generationerne imellem, der tæller, og der bliver kun konkurreret i de ting, som der nu er tilmeldinger til, og der er mange skøre discipliner at vælge imellem, så der skulle nok være basis for et solidt grin. Festlighederne starter med kajakroning på Ramten Sø og slutter af med helstegt pattegris lørdag aften.
Kilde: Dagbladet Djursland

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 29-06-01
Copyright Nørre Djurs Web 2000