I anledning af Dalstrup-Centrets lukning og
beboernes udslusning i bofællesskaber har en mangeårig medarbejder, Aksel E. Pedersen
fra Voldby, skrevet et indlæg i Dagbladet Djursland i dag. Brevet lyder således:
"Til lykke med fremtiden skal også være mit ønske for beboerne på Valmuevej i
Glesborg. Ved indvielsen forleden bemærkede jeg, at der samtidig med alle gode ønsker
for beboerne også lød bebrejdende toner med adresse til fortidens fejlslagne gammeldags
psykiatri.
Som gammel medarbejder i Dalstrup-Centret (og i særdeleshed med 46 års praktisk erfaring
bag mig) vil jeg tillade mig at bemærke, at jeg gang på gang hører nutidens
psykiatriske medarbejdere fremhæve eget arbejde på baggrund af det, man kalder
"gamle dages tankegods".
Jeg oplevede dette i uendelige gentagelser af den nye generation af medarbejdere i mine
sidste år i Dalstrup-Centret, og nu, hvor jeg ser det på tryk i min daglige avis, føler
jeg trang til et par bemærkninger.
Jeg er ret sikker på, at de medarbejdere i psykiatrien, der gang på gang kritiserer
gamle dages psykiatri, slet ikke kender baggrunden for denne og for den sags skyld heller
ikke er opmærksomme på baggrunden for det, man kalder den moderne psykiatri.
I alle mine år som medarbejder i gamle dages psykiatri kaldte man også den gang den tids
psykiatri for moderne psykiatri, hvilket naturligvis giver anledning til eftertanke. Gamle
dages psykiatri var efter min opfattelse ikke et produkt af en fejlslagen plan, og skal
jeg finde et udtryk for, hvad der dikterede denne gammeldags psykiatri, så var det
ubetinget samfundets holdning til det, man dengang kaldte sindssyge.
Jeg tør godt påstå, at medarbejderne i den gammeldags psykiatri havde nøjagtig de
samme intentioner som nutidens medarbejdere, men forudsætningerne var ikke til stede,
hverken i holdninger eller i økonomiske muligheder.
Dette indlæg er ikke et forsøg på at minimere nutidens psykiatri, men udelukkende et
forsøg på at gøre opmærksom på, at splinternye bygninger med velegnede faciliteter
til beboerne naturligvis har mindre at gøre med moderne psykiatri end den kendsgerning,
at det er udviklingen i samfundet, der dikterer et sådant fremskridt. At denne udvikling
betyder, at det miljø, der nu omgiver disse beboere, absolut er en positiv forudsætning
for, at disse mennesker nu får en mulighed for at leve og blive integreret i det
omgivende samfund, som måske for nogle kan betyde en fuldstændig normal tilværelse og
for andre en måske forholdsvis normal tilværelse, og endelig vil der fortsat være en
gruppe, der bestandigt har behov for den tryghed, der naturligvis vil være i et beskyttet
miljø.
Jeg håber inderligt, at medarbejderne i det psykiatriske team vil forstå at udnytte de
nye muligheder, der åbner sig. Skøn på, at I kom til dette arbejde i en tid, hvor der
er mulighed for at fostre visioner, der har mulighed for at blive til virkelighed. I det
meste af min tid var det nytteløst med visioner - selv de mest beskedne, men vi, der var
medarbejdere i den tid, havde også ønsker og visioner om at ændre situationen for den
tids brugere, og selvom der virkelig skete helt afgørende ændringer, bl.a. som følge af
de nye psykofarmaka, var det beskedne fremskridt. Men på¨dette tidspunkt i begyndelsen
af 1950 blev grunden lagt til det begreb, der i dag hedder socialpsykiatrien.
Den årelange periode, indtil de psykiatriske hospitaler blev overtaget af amterne, var en
periode, hvor psykofarmaka var universalmidlet, der i alt fald indenfor det lukkede
område, som de psykiatriske hospitaler var, betød en afgørende ændring for patienterne
og ikke mindst for personalet.
I dagens Danmark med den moderne psykiatri er der ikke mange, der ved, at der også
dengang skete afgørende fremskridt.
Indtil den nye medicin holdt sit indtog i begyndelsen af halvtredserne, fandtes der stadig
afdelinger, der ikke havde anden beskæftigelse end at trevle gamle lagener op.
Patienterne, der sad omkring det eneste bord, der var på afdelingen, og som også blev
brugt til spisebord, fik udleveret en klud på f. eks. 20x20 cm og blev så pålagt at
trevle kluden op i enkelttråde, som blev brugt som tvist. Afdelinger, hvor man på den
måde søgte at beskæftige patienterne, var afdelinger, hvor der ikke måtte findes nogen
form for værktøj, der evt. kunne være farligt.
I dag er det svært at forestille sig, at der var afdelinger, hvor kniv og gaffel var
ukendte begreber, og for alle afdelinger påbød regulativet, at alt spisegrej skulle
tælles op efter hvert måltid. Selv så sent som i 1957 praktiserede man på stort set
alle afdelinger, at patienternes daglige tøj ved sengetid blev samlet sammen og
forsvarligt låst inde, f.eks. i badeværelset, og at det under ingen omstændigheder blev
udleveret før næste morgen. Disse forholdsregler tjente til patienternes og personalets
sikkerhed.
Jo, der var plads til ændringer i gamle dages psykiatri, men det overordnede behov var
ikke til stede, så de medarbejdere, der havde visioner og forestillinger om ændringer,
kom altid til kort overfor manglende ressourcer og behov, og derfor endte de fleste
visioner i resignation, blandet med håbløshed og mismod.
Jeg vil bede den nye generation af medarbejdere i den moderne psykiatri prøve at
forestille sig, hvad man f.eks. som medarbejder i den gamle tids psykiatri gjorde for, at
patienterne af og til kunne opleve lidt af det virkelige liv, ved f.eks. at tage en tur i
biografen. Biografen foregik på hospitalet. Det var sådan, at der hver uge var enten
film eller fællessang i salen. Det var i tiden inden, man så meget som havde hørt om
psykofarmaka. Jeg var dengang på den mest urolige afdeling, hvor der var patienter, der
absolut var farlige for deres omgivelser. Man syntes alligevel, at også denne kategori
skulle have del i adspredelsen ved at se en god film. Man kunne imidlertid ikke tage én
af disse patienter med i biografen uden forholdsregler. Man ordinerede så 15 ml cloral,
som på den tid var en almindeligt brugt sovemedicin, og så gik turen i biografen, som
trods sovemedicinen af og til endte i slagsmål.
Jeg vil bede om, at man prøver at sætte sig ind i den historie, der gik forud for
nutidens psykiatri og tænke på, at uden denne baggrund var vi ikke der, hvor vi er i
dag."
Skrevet af Aksel E. Pedersen fra Toften i Voldby i Dagbladet Djursland tirsdag d. 26.
juni
|