Artikler på Nørre Djurs Web
Nyt fra biavlerne

I denne uges udgave af Grenå Bladet kan man læse følgende opfordring fra Biavlerforeningens formand, Claus Danielsen fra Fannerup:

"Biavlerforeningen for Grenå og omegn holder "åben bigård" lørdag d. 30. juni. Medlemmer af foreningen holder deres bigårde åbne for hvem, som har lyst til at se, hvordan en biavler arbejder.
Bigården er et travlt sted lige nu. Bierne er normalt oppe på fuld bistyrke på denne tid, så de rigtig er klar til, hvad vi for år tilbage kaldte hovedtrækket. På en god varm dag sker der virkelig noget på flyvebrættet. Magen til trafik kan man næsten ikke forestille sig. Bier der lander fuldt lastet med nektar eller med bukserne fulde af pollen. Hver enkelt bi bliver inspiceret af vagtbierne på flyvebrættet inden adgang til stadet. Bier, der letter igen for at hente en ny ladning forråd eller nok en last pollen til at fodre de store mængder af yngel inde i bistadet.
Vi kigger ned i bistadet og viser og fortæller, hvad vi ser dernede.
Til dagen har vi fremskaffet et antal bislør til låns, så selv interesserede, der ikke er helt trygge ved at være så tæt på bierne, kan være med.
Vi har materiale om bier, så man kan fortsætte med at læse om bier derhjemme.
Vi opfordrer alle, som har lyst, til at komme ud til os. Vi vil også rigtig gerne hjælpe til med at få startet op som biavler.
Vi holder åben i 4 bigårde. I Nørre Djurs er der åbent på følgende adresser:
Claus Danielsen, Slettenvej 24, Fannerup
Frank Bilde, Pejmarksvej 2, Voldby"

Skrevet i Grenå Bladet af Claus Danielsen, formand for Biavlerforeningen for Grenå og Omegn

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 20-06-01
Copyright Nørre Djurs Web 2000