Artikler på Nørre Djurs Web
Læserbrev: Om sprøjtegifte

I Miljøministeriet pusler man med planer om at indføre en slags kørekort til at anvende sprøjtemidler, så man kan få bedre styr på privates brug af disse. Dette har foranlediget Carlo F. Christensen fra Hedegård til at skrive følgende læserbrev i Dagbladet Djursland:

Prøv at gøre det ubureaukratisk

SPRØJTEMIDLER:
Af pressen fremgår i denne tid, at der i storbyerne arbejdes for at få byboerne til at undlade sprøjtemidler i private haver, og at miljøminister Svend Auken og hans ministerium arbejder på et lovforslag, der vil forbyde sprøjtemidler i private haver.

Så langt så godt.

Det har i lang tid undret landbruget, at der ikke har været taget hånd om privates brug af sprøjtemidler, når man ser de mængder der bruges i private haver og sammenholder det med den store kontrol, landbruget er pålagt (regnskab og registrering af sprøjteforbrug og sprøjtetidspunkter) samt krav om uddannelse og erhvervelse af sprøjtebvis for at måtte bruge sprøjtemidler.

Mit budskab til Svend Auken i denne forbindelse drejer sig om det kommende lovforslag. Vil du ikke nok sørge for at dine embedsmænd kommer med en enkelt, ubureaukratisk løsning, f.eks. kunne det være et krav om, at alle, der køber sprøjtemidler, både til erhvervsbrug og særligt til privatbrug, skal kunne fremvise et sprøjtebevis, der dokumenterer, at vedkommende har gennemført uddannelse i brug af sprøjtemidler (prøv at tale med din kollega i Fødevareministeriet om, hvad sprøjtebevis er.
Bevis på uddannelse er kendt inden for mange områder: Kørekort, jagtkort, våbentilladelse. sprængningstilladelse m.m. Ved at bruge den model flyttes kontrollen over til det led, der er enklest at administrere, nemlig i salgsleddet, hvor man så udelukkende må sælge til personer, der kan fremvise et gyldigt sprøjtebevis.
En sådan løsning ville være meget enkel at administrere, og vi i kommunerne ville slippe for at skulle ansætte i hundredvis af kontrollanter til at håndhæve et forbud ved kontrol ude i borgernes haver.

Skrevet af Carlo F. Christensen
Kastbjergvej 15, Glæsborg
Formand for Teknisk udvalg i Nørre Djurs Kommune

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 18-06-01
Copyright Nørre Djurs Web 2000