Artikler på Nørre Djurs Web
Læserbrev: Om de 2-årige i børnehaven

Vore politikeres beslutning om at tage de 2-årige ind i børnehaverne har virkelig skabt røre hos mange af småbørnsfamilierne. I Dagbladet Djursland har vi fundet følgende læserbrev fra en dame, som skriver på vegne af en forældregruppe på Ørum-egnen:

"Hvem tager ansvaret, når politikerne/embedsmændene svigter?!!
Der skal ikke herske tvivl om, at det indlæg "Længe leve pasningsgarantien", som var i avisen mandag d. 28. maj, har fuld opbakning, sympati og forståelse fra mindst ligeså frustrerede forældre i Ørum, hvis børn står i samme situation.
Hele miséren starter med, at vi modtager et brev: "Vi tilbyder dit barn en plads i børnehaven pr. 1.8.2001, og du bedes svare inden fem dage."
Når man så ringer for at sige nej tak - da man ønsker, at ens barn skal prøve at være den største og har brug for et år mere i dagplejen - er svaret: "Tager I ikke imod, er det jeres eget problem at få passet jeres barn."
Dernæst forholder man dagplejekontoret til, at der er tale om et tilbud, så derved har man vel også et valg!!
Det har vi også - børnehaven eller intet!!
I skrivelsen "Ændringsforslag om målgruppen til børnehaverne" står der følgende:
"Samlet vil ændringen også medføre, at målsætningen om at forældrenes valgmuligheder mellem forskellige pædagogiske tilbud styrkes."
Når man tager dette kontra virkeligheden, passer det jo slet ikke sammen, da vores reelle valg som sagt er børnehaven eller intet.
Dagplejen kan godt forstå, at vi som forældre bliver vrede og sårede, men det er politisk besluttet.
"Flot" at give dagplejekontoret det beskidte job at overlevere budskabet og dysse ned på vrede forældre.
Når man så senere taler med Finn Byrialsen, kommer han med en overordnet fuldstændig ligegyldig smøre om, at det er godt at investere, når tiderne er dårlige, og at der kan ske besparelse i form af færre dagplejere m.m.
Når man så spørger ind til, at man ikke har et reelt valg og samtidig skal betale 470 kr. mere for sit to-årige barn i børnehaven i forhold til de tre-årige, og hvad man så får for disse penge.
At vi som forældre forventer at få den samme gode service som i dagplejen, at der tilbydes fri kost, at der en lille gruppe på seks børn med én pædagog, ordentligt arbejdsmiljø for pædagogerne kontra er det et godt sted for børnene at være, sovefaciliteter m.m.
Er svaret: "Det er børnehavens problem, hvordan de vil løse det, så det må I snakke med dem om."
Så ikke nok med at Dagplejen skal bringe budskabet, miste gode kompetente medarbejdere, som varetager de små børns behov og interesser - politikerne overlader også ansvaret for den rent praktiske del uden økonomisk kompensation til børnehaverne.
Det skal dog lige tilføjes, at de to-årige tæller 1,6 i det ny pointsystem, så det samlet set er et fald i Ørum Børnehave fra 69 børn til 67 børn.
Og nu er landet således, at børnehaven har etableret pusleborde, og deres intentioner er to to-årige på hver stue, da det er mindst ressourcekrævende - og så må pædagogerne sikre, at de to-årige bliver integrerede og stimulerede, og derved skal de ældre børn vente!!! Hvor er fornuften??
Der starter 30 nye børn i Ørum Børnehave til sommer - for alle børn er det nye voksne og nye omgivelser - et afkald fra det trygge dagpleje- eller forældremiljø.
Til en børnehave, som rummer kun 67 børn - hvoraf de seks af dem er to år, betaler 470 kroner mere om måneden, og som kræver ekstra meget omsorg.
Hvad forventer I af pædagogerne???
At de er blæksprutter. Prøv lige at vågne op og stå ved jeres ansvar.
Der skal ikke være tvivl om, at visionen om en børnehave i hver ende af kommunen er en god tanke, men hvorfor nu - faldende børnetal, dårlig økonomi, ingen ressourcer til børnehaverne, skønt der er blevet pålagt en stor og krævende opgave.
Og oven i det fyrer I dagplejemødre, som er gearet til opgaven og i mange år har klaret det med stor bravour.
Det er for nemt at gemme sig bag kommunens porte og vedtage uovervejede, ugennemtænkte beslutninger og få andre til at udføre arbejdet.
Hvis I ønsker, at børnefamilierne skal bakke jer op på noget tidspunkt, særligt i et valgår, så behandl os med værdighed og ikke mindst børnene".

Skrevet af Heidi Madsen fra Lundenvej ved Laen på vegne af forældregruppen til de to-årige børn i Ørum i Dagbladet Djursland, fredag d. 8. juni

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 08-06-01
Copyright Nørre Djurs Web 2000