Denne udstilling og specielt livshistorierne, som er kernen i udstillingen har 3 formål. At fortælle danskerne om de herboende flygtninges liv og baggrund. Hvem er denne mærkelige mørke mand eller kvinden med tørklædet, som bor inde ved siden af, eller som vi kører i bus med hver dag. Et formål har ogsa været at hjælpe flygtningene selv ved at give dem en chance for at fortælle deres historie til andre. Så bliver det maske forhåbentligt lidt mindre svært at bære. Et tredje formål har været at lære dansk og lave skole pa en anden måde, end den vi traditionelt bruger.

Vi har samarbejdet med danskere på Daghøjskolen og Mosebrugscentret, og alt i alt har det været en god proces. Men ogsa en hård proces. Da vi lavede livshistorierne, blev der grædt mange tårer - både af flygtningene selv og de danskere, som hjalp dem. Livshistorierne er blevet til på forskellig vis. Nogle er blevet interviewet med tolk, hvorefter de selv har været med til at skrive historien pa computer. Andre har først skrevet på deres eget sprog, og derefter fået hjælp til at oversætte til dansk. Andre igen har skrevet pa dansk selv, og så fået historien rettet samarbejde med en dansker.

Denne udstilling skal ikke forstås som den eneste sandhed eller udgives for at være videnskabelig m.m. Men den er sandheden for de mennesker, som har fortalt historierne og oplevelserne bag. Nogle fortæller meget, andre lidt. De, der kun har fortalt lidt, har blot ikke ønsket at komme frem med de forfærdelige oplevelser, som de alle uden undtagelse har haft. Nogle er bange, og nogle viger tilbage, fordi det gør for ondt at huske.

Lærer Eva Thomsen

Vi bringer her eksempler på to livshistorier.  Navne er udeladt ligesom i fotografierne som er taget under forberedelserne til udstillingen.

Jeg kommer fro Bosnien Hercegovina.
Min fødselsdato er 1. maj 1951. I Bosnien boede jeg i en landsby, som hedder Gracac, i kommunen Prozor. Jeg afsluttede folkeskolen i Gracac og blev keramisk håndværker i byen Mostar. Fra 1972 til 1976 arbejdede jeg i det vestlige tyskland. Fra 1976 til 1992 arbejdede jeg i Bosnien Hercegovina og også i Kroatien. I Bosnien begyndte krigen d. 4. april 1992, og fra 1992 var jeg i krig for mit land, og dengang skulle jeg arbejde gratis. Således var det indtil d. 7. juli 1993, hvor jeg blev fanget af kroatiske soldater fra HVO, de tog mig med til en koncentrationslejr i DreteIj, CapIjina i Bosnien. D. 23. september 1993 blev jeg befriet. I koncentrationslejren var det meget dramatisk. Det internationale Røde Kors hentede mig til Kroatien, på det tidspunkt vejede jeg 45 kg. Vi var 2 måneder i Kroatien, bagefter blev jeg sendt til Danmark af Røde Kors. Jeg kom til Danmark d. 23. november 1993. Min kone og vores 4 børn kom først til Danmark d. 15. december 1995. Min kone og jeg siger TAK til Dannmark og danskerne.

Türkmensk kort

Jeg er en kvinde på 41 år.
Jeg blev født på landet i Karmanshn i Iran. Vi boede på landet i bjergene min familie og jeg. Sammen med mine 2 søstre og 2 brødre dyrkede jeg jorden, til jeg var 18 år. Jeg boede i en afstand af 20 minutter fra ham, der blev min mand. Hans kammerat og min bror var gode venner. Det var kærlighed ved første møde, og jeg blev gift med ham, da jeg var 18 år. Vi havde et godt og dejligt liv i 3 år. Min mand havde et godt arbejde. Vi havde bil og en god løn, men så skiftede systemet. Derefter blev livet meget besværligt.

Pga. samarbejdet med den tidligere regering måtte vi flygte op i bjergene med vores datter, som var 2 måneder. Senere flygtede vi videre ind i Irak. Vi vidste ikke, hvor vi var. Myndighederne i Irak flyttede os direkte i Al-Tash-lejren. I lejren var der masser af kurdere. De fleste havde hele familier med. Vi var alene og fik et telt. Der var ingen vand, el eller noget. Efter 9 måneder fik vi lommepenge. Indtil da havde vi måttet klare os selv ved at sælge smykker og alt hvad vi ejede.

I Iejren måtte man gå udenfor lejren og tjene penge, hvis man aftalte det med vagterne og skrev under på at betale 50% af det, man tjente. Den måde tjente min mand penge på. Det var svært. Det var et helvedes liv i lejren. Der kom 3 danske kvinder fra UNHCR, som fik lov til at tale med.

Efter 1 år fik vi lov til at komme til Danmark i 1996. Vi havde da levet i lejren i 17 år uden skole. Vi har nu 3 drenge på 8, 10 og 13 år. Og en datter på 20, som har en datter på 5 måneder. Det er 24 år siden, jeg har set min familie. Jeg har ingen familie eller bekendte i Danmark. Først kom vi til Brønderslevlejren, derefter til Ommestrup. I lejren i Danmark blev vi behandlet godt. Efter 18 måneder fik vi bolig i Ryomgård gennem Dansk Flyktningehjælp. Jeg takker danskerne for en god behandling. Vi har det godt nu.