Artikler på Nørre Djurs Web
Læserbrev: Om Grenåen som skraldespand

Som led i den verserende debat om Kolindsunds fremtid har Knud E. Handberg fra Ebdrup ved Kolind skrevet følgende indlæg i Dagbladet Djursland:

"D. 27. februar 1982 skrev avisen om den store igangværende oprensning af Grenåen:
"Den store gravemaskine, der er sat ind, har i det grundige oprensningsarbejde fået så interessante ting op som gamle cykelstel, motorcykler, gamle gulvtæpper af vinyl, haveslanger, hvide mælkeflasker - de blev omgående stjålet, da de allerede er en antikvitet. En hel del cykelfælge er også kommet for dagens lys. De fortæller formentlig om krigens tid, da mange cykler blev berøvet deres hjul, som blev skrællet og fælgen herefter smidt væk.
Her er man altså inde i den historiske forskning og dokumentation. Grenåen har afgjort været den helt store skraldespand! Da haveejerne ikke er glade for alt det affald, der bliver kastet op langs åbredden, er nogle af de gamle cykelstel allerede havnet i den igen, hævdes det i kvarteret omkring åen.


Måske er der også andet, der er gået til bunds igen. Så kan den historiske forskning jo genbruges ad åre." Sådan skrev avisen dengang for 19 år siden. Det bliver spændende at se, hvad den forestående oprydning vil bringe for dagens lys.
Kolindsund Sydkanal er hårdt belastet af overløb fra Kolind Rensningsanlæg. Loven er så viseligt (tåbeligt) indrettet, at hvis der falder mere end 2 millimeter nedbør, så flyder rensningsanlægget bare over og ud i kanalen med skidtet! Det er en meget udelikat sag, der jager fisk langt væk!
Men planten vandpest nyder det! Vandpest kommer fra Nordamerika og blev indført i Danmark 1872 som akvarieplante, men nogle slap ud i naturen. Planten er tvebo (hanplanter og hunplanter), men kun hunplanter kom til Europa. Derfor er der ingen frøsætning. Planten formerer sig meget let vegetativt (ved kloning) ved, at planten let brækker i stykker, der så slår rod og danner nye selvstændige individer, alle med ens arvelige anlæg.


Vandpest har en fantastisk frodig vækst i gødningsholdigt vand. Den kan gro i så tætte puder, så en båd ikke kan sejle igennem, men møjsommeligt må slæbes igennem. Forstopningen af vandløbet medfører selvfølgeligt oversvømmelser, når vandet fra baglandet trykker på.


Det må erindres, at baglandet er rundt 10 gange så stort som Kolindsund, så det drejer sig om store vandmængder. Vandpest gror i det gødningsrige vand, flere kilometer neden for rensningsanlægget. Planten er grøn og omdanner ved lysets hjælp CO2 til sukker og fri ilt, der på udmærket måde ilter vandet.
Effektiv bekæmpelse sker ved opgravning med rod og det hele og aflægning på land. Ved afklipning er det vigtigt at få alt det grønne samlet op på land. Ellers virker klippemaskinen som en slags såmaskine, når de afklippede planter slår rod længere nede i vandløbet.
Thorsager Rensningsanlæg forurener groft den lille Saksvad Bæk og jager ørreder og andre fisk langt væk. Forureningen - og stærk vækst af vandpest - fortsætter videre i Korup Å. Det er en god idé af hensyn til vandløbene at få rensningsanlæggene ført direkte til det store rensningsanlæg på Fornæs.

I gamle dage - fra vi i 1953 flyttede til Ebdrup - var der både ørreder og ål og andet godt i åen. Vandløbene holdtes rene med le og skovl, og vandet rislede pænt af sted. Og der var sandbund. Byens drenge badede i åen. I dag er der mudderbund og ingen ørreder og ål. Stort tilbageskridt!

Åernes fremtid. Siden 1940 er byernes befæstede arealer blevet hele seks gange større, og vejarealerne er vokset enormt. Det bevirker, at tilstrømning til vandløbene sker meget hurtigere og mere voldsomt og lettere fører til oversvømmelser. Hvordan kan der hjælpes på de ulemper?


To steder i amtet er det løst på udmærket måde ved brug af såkaldt dobbeltprofil. Det er udført ved 7-8 km af Lilleåen vest for Hadsten og ved 500 meter af Hornslet Bæk. Der er planer om at lave dobbeltprofil ved en 4 km lang strækning af Skørring Å. Jo - der er nok at tage fat på!"

Skrevet af Knud E. Handberg fra Ebdrup ved Kolind i Dagbladet Djursland onsdag d. 6. juni

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 06-06-01
Copyright Nørre Djurs Web 2000